Foto: Gøteborgs havn

Utraditionel havneudvidelse til gavn for miljøet 

23.01.2018 / Kristina Bernstén

Havnen i Gøteborg udvides ved hjælp af en ny, miljøsensitiv metode. Binding eller ændring af farlige stoffer på en kemisk måde er der, hvor de store gevinster ligger. 

Da byerne vokser og bliver mere overbefolket, består en af udfordringerne i at udvikle områder, som er egnet til byggeri. Dette kan kræve utraditionelle metoder.

I Sveriges kystbyer har man kunnet foretage udvidelser gennem fornyelse af industriområder, f.eks. i det nordlige Djurgården i Stockholm, hvor der er opstået et blomstrende beboelseskvarter på et areal, der tidligere blev anvendt som havneområde og gasværk.

I Gøteborg er det selve havnen, der har vokseværk. I slutningen af 2020'erne vil man have skabt et område på 22 hektar, som er egnet til byggeri, ved hjælp af renset, afgravet materiale. 

Da byerne vokser og bliver mere overbefolket, består en af udfordringerne i at udvikle områder, som er egnet til byggeri. Dette kan kræve utraditionelle metoder.
Kristina Bernstén Chief Specialist, COWI

Et bæredygtigt alternativ til at dumpe afgravet materiale i havet 

Havne er fyldt med sediment. Uddybning er nødvendig, men med den eksisterende viden om havmiljøet er dumpning af den kontaminerede det afgravede materiale længere ude på havet ikke en acceptabel løsning.

Der er også store ulemper ved bare at køre jorden til et affaldsdepot, hvor der er risiko for, at de miljøfarlige stoffer lækker, hvilket i sidste ende kan blive dyrt.

A different method was applied in Gothenburg, which provides a more sustainable solution and generates an environmental benefit.

Kemisk rensning af kontamineret sediment

Lad os zoome ind på nogle af de vigtigste elementer i den utraditionelle løsning i Gøteborg. Metoden, kaldet stabilisering og størkning, betyder, at kontamineret sediment, der er optaget i forbindelse med uddybning, kan anvendes til at etablere områder, der er mere egnet til byggeri, samtidig med at der sker en binding af miljøgifte.

Kort fortalt blandes sediment fra uddybning med forskellige bindemidler, f.eks. cement. Blandingen pumpes derefter ind i et inddæmmet område, hvor der skal etableres nye kajanlæg eller terminalarealer, hvorpå den binder af for at tilvejebringe en fast struktur - en monolit - som derefter dækkes med en hård overflade, f.eks. asfalt.  Miljøgiftene indkapsles sikkert for at etablere nye områder, der er egnet til konstruktion. Den bindende foranstaltning betyder, at risikoen for udsivning af toksiner er ubetydelig, da det antages, at der ikke sker nogen fysisk påvirkning af monolitten. Permeabiliteten af vand er, ligesom tykt ler, lille.

Selve teknologien er ikke ny; iblanding af diverse tilsætningsmidler for at forbedre styrken af forskelligt afgravet materiale er en metode, der har været kendt i mange år. Binding eller ændring af farlige stoffer på en kemisk måde er der, hvor de store gevinster kan hentes.  

Den rette blanding 

Vores rolle var at udvikle en opskrift på det bindemiddel, der er nødvendigt i forbindelse med det afgravede materiale, samt at udarbejde dæmningsdesignet. En særlig udfordring i forbindelse med denne type projekter er at identificere den rette blanding af bindemidler. Havbundssedimentet kan være sammensat af forskellige stoffer på forskellige steder, så opskriften skulle skræddersys. 

I dette tilfælde blev der anvendt almindelig cement sammen med GGBS, en granulatblæst ovnslagge. Som et biprodukt fra stålproduktion har GGBS fremragende bindeegenskaber til at håndtere urenheder og desuden en god modstandsevne. En anden fælles ingrediens er flyveaske, et restprodukt, der er afledt af forskellige forbrændingsmetoder.  

Denne måde at anvende afgravet materiale på giver en stor miljømæssig gevinst på lang sigt, men det betyder ikke, at metoden er fri for komplikationer. Det afgravede materiale indeholder store mængder organiske tinforbindelser såsom TBT, meget giftige stoffer, der tidligere blev anvendt i bunden af skibe. Der vil være øget udsivning af toksiner på kort sigt, både under selve uddybningen, og når materialet sættes ud for at binde af.

Ikke en losseplads, men et anlæg til bortskaffelse af produktionsaffald 

Der har været meget fokus på, hvad der sker fra det tidspunkt, hvor det afgravede materiale sættes ud, og indtil det tidspunkt, hvor den begynder at binde af. Tilsætning af cementen øger pH-værdien. Dette gør TBT mere udvasket. I begyndelsen vil udsivningen af toksiner øges, hvorefter den falder, efterhånden som det stabiliserede og størknede materiale binder af.

Det er vigtigt at understrege, at dette ikke er en losseplads, men derimod et anlæg til bortskaffelse af produktionsaffald. Det succesfulde pilotprojekt blev afsluttet i foråret 2017. Der er imidlertid en række trin, laboratorietest, udviklingsopskrifter osv., og for at verificere, om løsningen fungerer i en større målestok, er det nødvendigt med yderligere testning.

Projektet var et samarbejde mellem Gøteborgs havn, COWI, Peab og Geoteknisk Institut. 

Mød eksperten

Mit navn er Kristina Bernstén, og jeg er havbiolog.

Jeg er ekstremt fascineret af havmiljøet, til dels fordi det er så svært håndgribeligt, da du ikke kan se, hvad der sker under overfladen. 

En del af mit arbejde er at deltage i høringer med offentligheden, hvor der kommer en lang række følelser til udtryk, når det handler om uddybning og den turbiditet, som det medfører. 

Samfundet skal flytte sig fremad, og dette er min måde at bidrage på. Udvikling er positivt, selv om man ikke kan lade være med at tænke, at det til tider går lidt langsomt.

Kontakt

Kristina Bernstén
Chief Specialist
Environment

Tel: +46 108501278