I Kina arbejder man med en meget ambitiøs femårsplan, og for Anshan, et byområde på størrelse med Sjælland nordøst for Beijing, betyder det, at man skal energieffektivisere og reducere CO2-udslippet betragteligt inden 2015.
Som det øvrige Kina fyrer man også her med kul. Men ønsket om en mere stabil varmeforsyning og mærkbart renere luft til de flere end 1,8 millioner indbyggere i det tæt befolkede byområde har regeringen truffet en beslutning om at minimere brugen af kul og i stedet etablere et varmetransmissionssystem.
Hurtig 'pay back'
Varmetransmissionssystemet udnytter den enorme stålfabriks spildvarme og genbruger den som fjernvarme. Projektet, der er i absolut verdensklasse, er et unikt eksempel på at kombinere højteknologi, miljøhensyn og samfundsøkonomi og vil bane vejen for lignende projekter i Kina.
Beslutningen om at udskifte kul med fjernvarme har været længe undervejs, men Kinas billige el og gas har forlænget beslutningsprocessen. Det nye varmetransmissionssystem er betalt og dermed rentabelt mindre end tre år efter implementeringen, og det er mere end tre gange så hurtigt som lignende projekter i Skandinavien.
Grøn løsning og grønne arbejdspladser
I runde tal vil lokalbefolkningen kunne reducere deres CO2-udslip med 240.000 ton per år. Rent faktisk er forureningen i dag så massiv, at man vil kunne se forskellen med det blotte øje.
Anshan-projektet alene skaber op mod 100 nye grønne jobs i Danfoss og COWI og giver afsæt for yderligere udvidelser i både Danmark og Kina.
Aftalen med Anshan er på et trecifret millionbeløb og bliver underskrevet ved en ceremoni i anledning af den kinesiske præsidents besøg i København fredag den 15. juni 2012.
Af Lina Mathiassen, limi@cowi.dk
Publiceret 13.06.2012