Hjem / Skip Navigation LinksNyheder og medier / Nyheder / Økonomi, management og planlægning

Nordjylland vil have flere fuglekiggere

Foto: Niels Åge Skovbo
COWI lavede for nylig en segmentanalyse af danske fuglekiggere. Analysen har været et værdifuldt redskab til at afklare, hvilke typer af fuglekiggere det bedst kan betale sig at henvende sig til, hvis fugleturismen skal øges i Nordjylland.

COWI udførte for nylig en segmentanalyse for Toppen Af Danmark (TAD), som er en sammenslutning af Hjørring, Frederikshavn og Læsø Kommuner. Formålet med analysen har været at afdække potentialet for at skabe øget fugleturisme i området. Analysen inddeler danske fuglekiggere i fem segmenter: 'Jagt på unik oplevelse', 'Passion for fugle', 'Naturens glæder', 'Oplevelser i naturen' og 'Fugle som events'. Fremadrettet satser TAD særligt på at markedsføre aktiviteter overfor de sidste tre segmenter.

"Segmenterne 'Jagt på unik oplevelse' og 'Passion for fugle' bruger mange penge på deres interesse, men forretningspotentialet i dem er begrænset. Der er mere at hente i de tre øvrige segmenter. Udfordringen for TAD er, at det kræver en anden type naturoplevelse at tiltrække de andre segmenter, for over for dem er fugle ikke trækplaster nok i sig selv," siger Rolf Kromand, sociolog hos COWI og projektleder på analysen.

Hårdkogte fuglenørder Fælles for segmenterne 'Naturens glæder', 'Oplevelser i naturen' og 'Fugle som events' er, at de foretrækker, at fugle indgår i en større sammenhæng. Som f.eks. i form af ture i naturen eller konkurrencer eller festivaler med naturen som omdrejningspunkt. I det hele taget har analysen været et værdifuldt redskab til at afklare, hvilke segmenter det bedst kan betale sig at henvende TAD's markedsføring af områdets fugle til. Der er nemlig ganske stor forskel på segmenterne.

"Der findes langt fra kun én bestemt type fuglekigger. Tværtimod er fuglekiggere en mangefacetteret gruppe mennesker med forskellige præferencer og motiver for at interessere sig for fugle. Spændvidden går helt fra den generelt naturglade person, som ikke opsøger fugle specifikt, til den hårdkogte fuglenørd," siger Rolf Kromand.

Faktaboks

Et andet mål med analysen var desuden at afdække potentialet for at tiltrække engelske fugleturister til Nordjylland. Rapporten konkluderede imidlertid, at dette potentiale er småt, bl.a. fordi der ikke findes fugle i Nordjylland, som man ikke også kan se i England.

SIDST OPDATERET: 03.07.2014