Hjem / Skip Navigation LinksJob / Ung i COWI / Balance mellem job og fritid / Han prioriterer tiden benhårdt

Han prioriterer tiden benhårdt 

Foto: Morten Larsen
Afdelingschef Michael Knørr Skov har haft otte ugers orlov med hver af sine to døtre.
Som afdelingschef i COWI og far til to små børn er der nok at se til for Michael Knørr Skov. Målet er en sund balance mellem arbejde og fritid.

Med to små børn på halvandet og tre år er der såmænd nok at se til for den 36-årige familiefar Michael Knørr Skov. Ikke desto mindre blev han udnævnt til afdelingschef for Trafikplan i sommeren 2008. Det betyder, at han er blevet benhård til at prioritere sin tid.

Mens han lægger vægt på at være sammen med børnene i sin fritid, har han til gengæld tilsidesat sin interesse for at vedligeholde ældre biler.

Den gamle Mercedes og Volvo bliver dog puslet så tilpas meget om, at de kan komme ud at køre. Men han må nogle gange springe over, når afdelingen arrangerer en bytur eller spiller curling i Gentofte Skøjtehal.

Vær til stede i nuet

En bopæl tæt på COWI betyder, at han sparer tid på transport. Fra privaten i Virum bruger han blot 20 minutter på cykel eller fem minutter i bil. Derudover skiftes han og hustruen til at hente og bringe børnene til vuggestue og børnehave, så de altid har en hel arbejdsdag.

"Det er vigtigt, at der er en sund balance mellem arbejde og fritid, men det kan godt være en udfordring. Da jeg umuligt kan reagere på alle henvendelser på jobbet, prøver jeg at uddelegere nogle af opgaverne, undgår at stå Cc på alle mails og passer på ikke at bruge al min tid på at løse problemer. I stedet fokuserer jeg på den direkte kontakt og at være til stede i nuet," siger Michael Knørr Skov.

Som afdelingschef går det meste af hans tid med forretningsudvikling, personalespørgsmål og administration i afdelingen, der tæller 50 medarbejdere.

God planlægning

Det kræver god planlægning, og han er blevet god til at multitaske. Mens han koger vand på kedlen derhjemme, kan han sagtens tjekke sine mails på mobiltelefonen og se, om der er henvendelser, han skal reagere på med det samme.

"Det er bestemt ikke et mål for mig at arbejde over - tværtimod. Jeg forventer heller ikke, at andre skal reagere på mine mails uden for arbejdstid."

"Der er en høj grad af selvforvaltning i afdelingen ligesom i resten af COWI, og mange udnytter muligheden for at flekse. Så længe man informerer sine kolleger om, hvor man er, og man passer sit arbejde, er jeg tilfreds," siger Michael Knørr Skov.

SIDST OPDATERET: 26.01.2012