Det kan være svært at være nyuddannet og ung i en stor virksomhed som COWI. Måske sidder man langt fra andre unge og føler sig isoleret på kontoret, eller man er koblet på et projekt, som den eneste under 40 år. Her kan det være en hjælp at tale med nogle af de mange andre på ens egen alder i et af COWIs netværk for unge.
Formålet med netværkene er, at man lære andre unge at kende - måske over en fredagsøl - og skaber sine egne netværk af yngre medarbejdere. Men netværkene arbejder også på at brande COWI som et godt sted for unge og udvikle potentialet for at arbejde innovativt. COWI skal nemlig være et sted, hvor man kan være faglig og social med andre unge.
Gælder om at have kontakter
"Da jeg begyndte i COWI, oplevede jeg, at det er en stor virksomhed, og at det er svært at være nyuddannet og ung. Det gælder om at have et netværk for at få nogle af de gode opgaver. Hvis man ikke har kontakter, kan man hurtigt komme til at sidde for sig selv," siger 31-årige diplomingeniør Fie Thye, der blev ansat i 2004.
I dag er hun sammen med den 33-årige civilingeniør Henning Lambertsen formand for ungenetværket i forretningsenheden for Industri og energi. Her diskuterer de sammen med netværkets 40 andre unge bl.a., hvordan man får flere unge i COWI, men også hvordan man beholder og udvikler dem.
Velkomstpakke og teambuilding
"Vi ønsker at der er en velkomstpakke til nyansatte unge, hvor en repræsentant fra netværket kommer og siger hej og måske også giver en 'krammer'. Vores næste møde inkluderer faglig diskussion, teambuilding og afsluttes med en middag," fortæller Henning Lambertsen, der blev ansat i 2003.
Også ungenetværket, Network for Young Professionals, der tæller 138 unge fra forretningsenheden for Jernbaner, veje og lufthavne samt Bro, geo- og vandbygning arbejder på, hvordan man kan modtage de nyansatte med bl.a. mentor- og buddy-ordninger. Men også hvordan man øger tilknytningen til COWI, udvikler potentialet for at arbejde innovativt og markedsfører virksomheden som "et fedt sted" at være som ung ny ingeniør.
Samme følelser som andre unge
"Vores netværk har bl.a. til formål at styrke arbejdsforholdene og arbejdsklimaet specifikt for os unge, og der er det en super idé at være flere for at supplere og styrke hinandens ønsker og idéer," fortæller en af initiativtagerne bag netværket 28-årige civilingeniør Safia Ullah.
"Som ung og ny ingeniør er man nemlig ofte i tvivl om en masse praktiske og faglige ting. Her er det sundt at føle, at man er i samme båd med andre, der har samme følelser og tanker."