COWI Rådgivende Ingeniører AS kommer ud af regnskabsåret 2000/2001 med et koncernresultat på 48 mio. kr. før skat, som er noget over budgettet. Det er en markant forbedring i forhold til sidste års resultat på 19 mio. kr. før skat. Resultat er 35,5 mio. kr. efter skat.
Adm. direktør i COWI Klaus H. Ostenfeld finder resultatforbedringen meget glædelig. COWI har i løbet af de sidste to år gennemført en række aktiviteter, der har haft til formål at øge indtjeningen. Aktiviteterne har omfattet organisationsændringer og effektivisering af interne processer. Samtidig er virksomheden i gang med at udvikle en koncernstrategi for den samlede danske og internationale forretning. Disse aktiviteter ser nu ud til at bære frugt.
"Den nye forenklede organisation med klart forretningsansvar har i løbet af sit første år vist sin duelighed. Vi har nu taget de første skridt på vejen til at opfylde målet, om at vores indtjening skal nå op blandt branchens bedste på internationalt niveau," siger Klaus H. Ostenfeld. Han ser det som væsentligt, at COWIs forretning og indtjening til stadighed forbedres således, at COWI har styrke til at deltage i den omstilling af branchen, som er i gang på internationalt plan.
Den samlede koncernomsætning blev med 1,53 mia. kr. den største i COWIs historie. Godt halvdelen af koncernens omsætning vedrører opgaver i udlandet både direkte og via datterselskaber, som har bidraget positivt til årets resultat. COWI regner med, at det europæiske marked fortsat udvikler sig, specielt det østeuropæiske. Men også Rusland og Nordamerika er interessante markeder.
Generelt oplever COWI en vækst inden for bygningsområdet, hvor virksomheden har arbejdet meget med intelligente bygninger, bygningsdrift og vedligehold samt anlægsområdet, hvor bl.a. store broprojekter internationalt spiller en stigende rolle. Environmental Due Diligence, decommissioning af store offshore-konstruktioner og landbaserede anlæg er andre vækstområder. COWI arbejder fortsat med nye vandprojekter - ikke mindst i udlandet. Endelig har COWI fået en væsentlig opgave med at evaluere den danske sygehussektor.
Publiceret 02.07.2001