COWI A/S kommer ud af regnskabsåret 2001/2002 med det bedste økonomiske resultat i flere år og har fortsat sin stabile udvikling med en omsætning på 1.720,4 mio. kr. Koncernresultatet udgør før skat og minoritetsinteresser 56,8 mio. kr. svarende til en stigning på 25 pct. i forhold til året før. Resultatet er over budget. Årets resultat efter skat udgør 35,7 mio. kr. mod 33,2 mio. kr. året før. Stigningen i forhold til sidste års omsætning er på 12 pct. Det er tredje år i træk, at COWI forbedrer sit resultat. COWI skaber over halvdelen (53 pct.) af sin omsætning på markeder uden for Danmark.
- På baggrund af de forværrede markedsvilkår efter begivenhederne den 11. september i USA sidste år og den danske regerings omprioritering af de offentlige investeringer vurderer vi resultatet som tilfredsstillende, siger Klaus H. Ostenfeld, adm. direktør. Han tilføjer, at regeringens miljøpolitik vil indebære, at omsætning og indtjening inden for en række miljødiscipliner vil falde i en overgangsperiode. Men på lidt længere sigt vil COWIs forretningsmæssige bredde gøre det muligt, at finde alternative markeder for de ydelser, som bliver ramt.
Omsætningen i Danmark er steget med 11 pct., mens den udenlandske omsætning er steget med 13 pct. I Danmark er væksten sket inden for primært byggeri, drift, transportinfrastruktur og industri. Omsætningsvæksten i udlandet kan primært tilskrives gode resultater i COWIs datterselskaber i Norge, Rusland, Canada og USA samt købet af den tyske jernbanerådgiver ETC. Modsat den positive udvikling i ETC har det tyske selskab BaUm COWI været ramt af den langvarige tyske lavkonjunktur og krisen i den tyske bygge- og anlægssektor. Den forretningsmæssige udvikling og en omstrukturering af selskabet har påvirket COWIs primære resultat med et tab på ca. 11 mio. kr., hvilket er utilfredsstillende. Selskabets egenkapital udgjorde ved udgangen af regnskabsåret 12,6 mio. kr svarende til en egenkapitalandel på 52,7 pct.
Stigningen i de danske forretningsenheders eksport til udlandet er især sket inden for områderne broer, miljø, energi og affaldshåndtering.
- Vi forventer, at der i løbet af 2002/2003 vil ske en fortsat vækst via opkøb og udvikling af nye forretningsområder, siger Klaus H. Ostenfeld. Vi vil opbygge og styrke vores internationale spidskompetencer inden for broer, vandbygning, jernbaner, miljøteknisk due diligence (dvs. rådgivning om miljøforhold og finansielle risici i forbindelse med køb og salg af virksomheder) og udviklingsbistand. Samtidig vil vi udbygge vores aktiviteter i Central- og Østeuropa.
Publiceret 24.06.2002