Hjem / Skip Navigation LinksNyheder / Nyhedsarkiv / 2002 / Demokratisk politi

Demokratisk politi 

Europæisk projekt bidrager til at modernisere politiet i Sydafrika.
Et europæisk udviklingsprojekt er med til at modernisere politiet i Eastern Cape provinsen i Sydafrika. Efter afskaffelsen af apartheidsystemet i 1994 stod sydafrikanerne med store samfundsproblemer som fattigdom, høj kriminalitet og et voldeligt samfund. Og det gør man stadig. I juni sluttede et fem-årigt EU-projekt, der skal være med til at forbedre politiets arbejde, reducere kriminaliteten og styrke lokalsamfundet i Eastern Cape provinsen, hvor der bor 6,3 mio. mennesker. COWI har netop evalueret projektet.

"Projektet sigter mod at synliggøre politiets arbejde og skabe en holdningsændring i politiet og blandt befolkningen. Lov og orden er en forudsætning for, at Sydafrika kan udvikle sig og tiltrække investorer," siger civilingeniør Michael Vesterløkke og projektleder Tom Dahl-Østergaard fra COWI.

Civilt tilsyn

EU-projektet er støttet af det europæiske program for genopbyggelse og udvikling i Sydafrika (EPRD) og den britiske afdeling for international udvikling (DFID). Projektet har bl.a. fokuseret på at genopbygge og bygge nye politistationer, at sørge for at politistyrken afspejler befolkningssammensætningen ved at træne sorte sydafrikanere til at blive betjente, at opbygge lokale politistyrker og etablere civile tilsynsforanstaltninger.

COWI fik kontrakten som en del af en EU-rammeaftale sammen med seks andre rådgivningsfirmaer. Rammeaftalen sigter mod at løse opgaver på demokratiserings- og menneskerettighedsområdet. COWI har løst opgaven i samarbejde med en dansk politimester.

Publiceret 25.09.2002

SIDST OPDATERET: 25.06.2008