COWI har fået overdraget projektledelsen af projekt Easy-Go hos Brdr. Hartmann. Easy-Go-konceptet er Hartmanns svar på stigende kundekrav om pakning og levering af færdigvare "æggebakker" via paller. Hidtil har koncernens leverancer med pakning, lager og distribution været baseret på levering af færdigvarer i poser.
Easy-Go giver Hartmann logistikmæssige fordele ved at kunne benytte moderne standardiserede distributionsformer via europaller. Dette giver blandt andet fordele i form af mindre læssetider, minimal manuel håndtering, optimal lagerhåndtering og ikke mindst nemmere håndtering ude hos kunderne.
Projektet har stor strategisk betydning for Hartmann og skal implementeres på fabrikkerne i Tønder, Tyskland, Ungarn og Kroatien. Der er tale om i alt 38 produktionslinier.
Teknisk skal Hartmanns produktionslinier fra pakning af æggebakker i poser over palletering via palleteringsrobotter til færdigvaretransportbånd demonteres og bygges om. Der etableres i stedet fuldautomatiske pakkelinier baseret på omsnøring af æggebakker i "stænger", som derefter stables på europaller af palleteringsrobotter. Pallerne føres via interne transportbånd til "wrapning" med plastfilm og påsætning af stregkode-labels.
COWIs rolle bliver at forestå projektledelse og koordinering af projektorganisationen, der fortrinsvis består af Hartmanns egne medarbejdere. Udover projektledelse ligger der en væsentlig opgave i at sparre og supportere projektgrupperne særligt på det automations- og IT-mæssige område. Endvidere ydes assistance til de udenlandske projektgrupper, som Hartmann etablerer ved alle deres fabrikker, hvor konceptet skal implementeres.
Publiceret 04.03.2002