Hjem / Skip Navigation LinksNyheder / Nyhedsarkiv / 2002 / Stort naturgenopretnings-projekt for Gudenåen og Tange Sø

Stort naturgenopretnings-projekt for Gudenåen og Tange Sø 

Gudenåen mellem Bjerringbro og Silkeborg planlægges genskabt som et naturligt vandløb.
Da Tangeværket blev opført i 1921, dannedes Tange Sø, dette adskilte Gudenåens øvre- og nedre halvdel. Samtidigt blev der skabt en spærring, der siden har forhindret dyre- og plantelivet i at vandre naturligt i Danmarks længste vandløb.
Herved uddøde bl.a. Gudenå-laksen, og andre arter er gået drastisk tilbage.

En permanent løsning

Tangeværkets tilladelse til at udnytte vandkraften fra Gudenåen ophørte i begyndelsen af 2001. Folketinget har forlænget tilladelsen med to år for at få tid til at finde en løsning på passageproblemet ved Tange. Det betyder, at regeringen inden 2003 skal finde en permanent løsning på Gudenåens passage ved Tangeværket, alternativt om en yderligere forlængelse.

For at forbedre forholdene for dyre- og plantelivet langs Gudenåen har Miljøministeriet og Fødevareministeriet i samarbejde med COWI udarbejdet et skitseprojekt. Heri beskrives otte omløbsmodeller med forskellige alternative vandføringer og et forslag til at restaurere Gudenåen neden for Tangeværket. Modellerne, der alle sikrer bevarelsen af Tange Sø og de rekreative værdier omkring denne, varierer fra et kort stryg på 1,5 km til et langt omløb på 13 km.

"Den bedste løsning er at føre den øverste del af Gudenåen tilbage til sit gamle leje og forlægge den nederste del i et kunstigt omløb udenom Tange Sø. På den måde forbedrer man vandkvaliteten, skaber fri passage for alle arter, genskaber gyde- og opvækstområder og giver optimale vilkår for et godt vandløbssystem. Samtidig bevarer man Tange Sø, der i dag danner den reelle barriere mellem Gudenåens øvre og nedre del. Løsningen koster godt 120 mio. kr., men fordele og forbedringer taget i betragtning må det anses for relativt billigt," fortæller projektleder i COWI Henrik Lynghus.

En kompleks opgave med mange bidragydere

COWI har fungeret som bygherrerådgiver og bidragyder på opgaven, der omfatter mange fagdiscipliner som hydraulik, 3D-modellering, anlægsteknik, samfundsøkonomiske analyser, geoteknik, råstofvurderinger, visualiseringer, grafisk layout, kontraktstyring af konsulenter og formidling.

Kunden er en arbejdsgruppe bestående af Miljøministeriet v. Skov- og Naturstyrelsen, Fødevareministeriet, Danmarks Miljøundersøgelser, Danmarks Fiskeriundersøgelser, Fiskeridirektoratet, Viborg Amt, Århus Amt og Vejle Amt. Arbejdsgruppen, COWI og en række tekniske konsulenter har bidraget til skitseprojektet.

Projektet er beskrevet i en sammenfatning, der er fremstillet i 2000 eksemplarer.

Publiceret 04.03.2002

SIDST OPDATERET: 29.08.2008