Om få år vil de lokale farmere i Uganda kunne køre deres afgrøder som kaffe, bønner og majs til markedet på en rekonstrueret bivej, der delvist er stabiliseret ved hjælp af naturlige råmaterialer.
Den afrikanske røde jord, den røde ler og vulkansk aske indgår nemlig i bæreunderlaget på teststrækninger af en 40 km lang vejstrækning, ca. 25 km nord for hovedstaden Kampala.
Monitering af teststrækninger
Selv om nogle af materialerne tidligere har været brugt som binde-middel, har man hidtil ikke udført dokumenterede undersøgelser og holdt resultaterne op mod hinanden. Det sker nu i et banebrydende projekt, der skal munde ud i et forslag til et sæt guidelines for, hvordan man kan anlægge biveje i Uganda med større brug af lokale materialer.
I projektet dokumenterer man styrke og holdbarhed ved monitering (registrering af tilstanden) af teststrækninger over en årrække. Formålet er at skabe holdbare veje, der kan tåle trafikbelastningen og de kraftige tropiske regnskyl.
Reducer energiomkostninger
Men materialerne er også med til at reducere energiomkostninger og formindske udgifter til biveje. Man forventer at reducere omkostninger til vejbelægningen med 30-35 procent, ligesom man kan formindske forbrug af importeret bindemiddel. Men perspektiverne rækker langt uden for Ugandas grænser.
"Projektet har stor betydning for Uganda, men også for resten af verden, idet det handler om at anvende lokale materialer som bindemiddel i stedet for dyrt importeret asfalt og cement," fastslår Anders Henrichsen, der er direktør i Dansk Beton Teknik.
I første omgang tester man en række stabiliseringsmetoder i et privat laboratorium i Uganda, hvor man afprøver fem forskellige bindemidler, der kan stabilisere de lokale materialer.
Senere bliver metoderne afprøvet på teststrækninger, udvalgt på steder med ensartet trafik og jordbundsforhold.
Sammenligner forskellige belægninger
"Både trafikbelastningen og underbundens styrke har betydning for, hvordan en vejbelægning nedbrydes. Når man skal sammenligne forskellige belægningers holdbarhed, er det derfor vigtigt, at trafik og jordbundsforhold er ensartede for teststrækningerne. Derfor har vi udført to ugers trafiktællinger samt relativt omfattende jordbundsundersøgelser og laboratorieforsøg," fortæller projektleder i COWI Kent Falck-Jensen.
Det er hensigten, at resultaterne fra både projekterings- og udførelsesfasen bliver en del af undervisningen på universitet i Uganda.
Dermed sikrer man, at viden om de innovative belægninger formidles videre og ikke går tabt.
Publiceret: 28.06.2004
Af: Christina Tækker,
cht@cowi.dk