Hjem / Skip Navigation LinksNyheder / Nyhedsarkiv / 2004 / Find ledningerne på nettet

Find ledningerne på nettet 

Nyt landsdækkende LedningsEjerRegister skal forhindre unødvendige skader på ledningsanlæg.

Danmark får sit første landsdækkende LedningsEjerRegister (LER), hvor man kan registrere, hvem der ejer ledningerne i jorden.

Det nye register bliver oprettet i forbindelse med, at det bliver lovpligtigt for bl.a. vandværker, fjernvarmeværker, teleselskaber, gasselskaber og antenneforeninger at indberette, hvor de har ledninger.

Lovpligtigt

Samtidig bliver det lovpligtigt i forbindelse med gravearbejder i offentlige vejarealer eller i privat fællesvej at henvende sig til registeret for at få oplyst, hvem der har ledninger i arealet.

Registeret skal forhindre unødvendige skader på ledningsanlæg. Erhvervs- og Byggestyrelsen anslår, at 83.000 ledningsanlæg hvert år bliver ødelagt, fordi entreprenører volder skader på ledninger.

Ledningsejere og graveaktører kan spare reparationsudgifter for op imod 200 mio. kr. om året ved at undgå disse graveskader.

Får stor betydning

"LER vil få stor betydning for hele den danske ledningsejer- og entreprenørbranche. Vanskeligheder ved at lokalisere ledninger i jorden samt identificere deres ejere forud for gravearbejder har gennem mange år været et problem for entreprenørbranchen. Der har ikke været ét sted, man kunne henvende sig og få oplyst, hvem der har ledninger hvor," siger projektleder Niels Fog, COWI.

Det nye register giver via internettet adgang til at søge på en vej og zoome ind på et kort, så man kan indtegne det område, hvor man agter at grave.

Herefter får man information om, hvem der ejer ledningerne i området.

Netop underskrevet kontrakt

COWI har netop underskrevet en kontrakt med Erhvervs- og Byggestyrelsen, som ejer LedningsEjerRegisteret, i størrelsesorden 16 - 17 mio. kr. De næste fire år skal COWI i samarbejde med Ementor udvikle og drive registeret. Ementor leverer software, it-infrastrukturløsninger og står for drift.

COWI samarbejder emd Ementor

Internetapplikationen bygger på Microsoft .NET teknologi, og GIS-delen udvikles på GeoMedia platformen fra Intergraph. Efter levering af registeret skal COWI i samarbejde med Ementor over en periode på fire år stå for sekretariatsfunktionen og drive den tekniske platform.

Der er tale om en Business Process Outsourcing model, hvor COWI og Ementor står for udvikling, drift og udlicitering af samtlige forretningsprocesser.

Af Christina Tækker, cht@cowi.dk  
Publiceret 04.10.2004

SIDST OPDATERET: 25.06.2008