Hjem / Skip Navigation LinksNyheder / Nyhedsarkiv / 2004 / Nye færger til Vietnam

Nye færger til Vietnam 

Ny færgefond gør det muligt for færgeselskaber i Vietnams Mekongdelta at finansiere nye færger eller renovere de gamle. Dansk indsats baner vejen.
Vietnamesere, der krydser Mekongfloden i den mest befolkningstætte del af Vietnam, får nu adgang til nye og mere driftssikre færger, der primært bliver brugt til at transportere personer og biler.

Med et lån på 1,7 mio. USD får et af færgeselskaberne i deltaet seks nye færger på 60 tons og to på 100 tons.

Pengene er netop bevilget fra en særlig færgefond, der bliver administreret af den vietnamesiske udvik-lingsfond Development Assistance Fund (DAF). Danida har bedt COWI om at hjælpe DAF med at etablere færgefonden.

Færgefond

"I Danmark kender vi til tilsvarende finansieringsordninger for færgedrift. Vi har f.eks. en lånegarantiordning, der sigter på finansiering af mindre, ikke rentable færger til vores små øer," siger projektleder Niels Palmvang, der netop har afsluttet projektet for DAF.

Han fortsætter: "I Vietnam etableres færgefonden i erkendelse af, at færgeflåden er slidt ned, og at færgeselskaberne, som tidligere er blevet finansieret af staten, nu skal være selvfinansierende. Derfor har projektet høj bevågenhed i Vietnam."

Finansielle reformer

Projektet er en del af de finansielle reformer, der er vigtige til at sikre en fortsat økonomisk vækst i Vietnam. Statsejede virksomheder som færgeselskaberne skal på sigt kunne klare sig på markedsmæssige vilkår.

Her kan færgefonden hjælpe med at tilbyde finansiering til en lavere rente end markedsrenten.

Lånemuligheder

"De statsejede virksomheder, hvis investeringer tidligere er blevet finansieret gennem statsbudgettet, har nu i realiteten kun lånemuligheder i DAF eller gennem de kommercielle banker, hvis lånet kan tilbagebetales på markedsvilkår. På sigt er projektet derfor en vigtig brik mod en egentlig privatisering," fortæller Niels Palmvang.

Af Christina Tækker, cht@cowi.dk
Publiceret: 28.06.2004

Fakta om projektet 

Færgefonden er en del af et større Danida-finansieret projekt, som allerede har sikret levering af seks 100 tons færger. (En investering på 47 mio. kr., hvis tilbagebetaling sker direkte til færgefonden med henblik på at finansiere kommende færger.).

COWIs bidrag har inkluderet 1) Anbefaling af lånefinansiering på favorable rentevilkår, 2) detaljerede låneansøgnings-, vurderings- og godkendelsesprocedurer samt 3) træning af DAF og færgeselskaber som forberedelse inden færgefondens start.

SIDST OPDATERET: 25.06.2008