Hjem / Skip Navigation LinksNyheder / Nyhedsarkiv / 2005 / COWI står stærkt i Oman

COWI står stærkt i Oman 

De sidste 15 år har rådgivningsvirksomheden været med til at opføre flere markante byggerier i Oman
Erhvervs- og hotelbyggerier, renoveringer, havne og senest to nye lufthavne. De sidste 15 år har COWI været et stærkt navn i Oman, hvor rådgiverne især har været med til at opføre flere markante byggerier. Opgaverne bliver udført gennem COWIs datterselskab COWI and Partner LLC Consulting Engineers and Planners med 40 ansatte.

"COWI har et godt navn i Oman, hvor vi er kendte for at udføre projekterne til tiden og til en god kvalitet. Samtidig udfører vi opgaverne med respekt for lokale traditioner og stil og med udgangspunkt i vores internationalt anerkendte tekniske formåen. Man kan sige, at vi forener det 21. århundrede med lokale traditioner," siger Marco Malpiedi, der står for internationale projekter inden for byggeri i COWI og selv har boet i Oman i otte år.

Markante byggerier

Nogle af de mest markante byggerier COWI har været involveret i er renovering og udvidelse af Nationalbanken i Oman og den berømte by Nizwa, hvor COWI renoverede hele byen med veje, broer og var med til at opføre en helt ny markedsplads. Arkitekten bag bygningerne er Ole Brogaard Larsen, der også er arkitekt på de to nye lufthavne.

Omanerne har taget de to nævnte bygninger til sig i sådan en grad, at de i dag er afbilledet på de lokale pengesedler. Desuden modtog begge projekter regionale hæderspriser.

BMWs showroom og hoteller

Samtidig fortsætter COWI med at gøre sig bemærket ved at være med til at opføre BMWs nye showroom i moderne stil med store glasfacader og i opførelsen af en række hoteller, bl.a. luksushotellet Chedi Muscat.
 
Resultatet er en orientalsk drøm, hvor omanske buer med spidser mod himlen spejler sig i de små damme foran hotellet. Det er som taget ud af 1001 nats eventyr. I øjeblikket er COWI i gang med nye udfordringer inden for underholdning, uddannelse og fritid.

Af Christina Tækker, cht@cowi.dk
Publiceret 21.01.2004

SIDST OPDATERET: 04.05.2010