Hjem / Skip Navigation LinksNyheder / Nyhedsarkiv / 2005 / Fugle på træk

Fugle på træk 

Foto: Tao Lytzen
Fugle som landsvalen og fjordternen „sladrer“ om miljøets tilstand langs deres trækruter. Biologen Steffen Brøgger-Jensen og hans kolleger følger derfor trækfuglene tæt på deres lange rejse fra Rusland til Sydafrika.
Steffen Brøgger-Jensen kigger ud over strandsumpene med sin kikkert. Fiskeørnen svæver over vådområderne langs Jersie Strand, hvor aftensolen sænker sig, og insekter summer i luften.

Stedet er et rent eldorado med masser af føde og en behagelig temperatur. Men fiskeørnen har en lang rejse foran sig, inden den når til Vestafrika om et par måneder for måske at overvintre langs kysterne ud for Ghana.

Fugle får sværere ved at finde føde

Inden fiskeørnen når så langt, er der mange forhindringer, hvor fuglen ligesom andre trækfugle mellemlander flere gange. Industriel udvikling, opdyrkede naturområder, overfiskning og stadig flere mennesker er reelle trusler for fugle som fiskeørnen og landsvalen.

Fuglene får sværere ved at finde føde, bliver fortrængt fra vigtige vådområder og får færre unger på vingerne.

"Fugle har gennem årtier fungeret som en indikator. Hvis der er pres på miljøet, kan man aflæse en negativ virkning på fuglene," siger biolog Steffen Brøgger-Jensen, COWI.

Naturbeskyttelse langs trækruterne

Han er en af flere rådgivere i COWI, der arbejder med naturbevaring i Danmark og uden for landets grænser, og ligesom trækfuglene er han derfor ofte på farten.
Gennem en lang række danske og internationale miljø- og naturbeskyttelsesprojekter er Steffen Brøgger-Jensen og hans kolleger involveret i at forbedre naturtilstanden i nationalparker og andre naturområder fra nord til syd – fra fuglenes yngleområder videre til deres rastepladser til overvintringslokaliteter i syd.

Mange af projekterne er en direkte udmøntning af prioriteringer udstrukket af en række internationale miljøkonventioner som Ramsar-konventionen, hvor man beskytter mere end 80 mio. ha vådområder over hele verden; Biodiversitets- konventionen og EU’s ambitiøse program Natura 2000, hvor man er i færd med at danne et økologisk netværk af beskyttede naturområder gennem hele EU.

Naturområder forsvinder

Projekterne, som Steffen Brøgger-Jensen arbejder med, går som regel længere end til blot at beskytte naturen.

Biologen lægger ofte kikkerten for at samarbejde med økonomer om at udføre samfundsøkonomiske vurderinger af projekterne.

I andre projekter er han med til at informere og træne lokalbefolkningen, opbygge særlig kapacitet til naturbevaring i nationale miljøinstitutioner eller opbygge arbejdspladser i og omkring nationalparker og naturområder.

Et godt billede

"I Danmark har vi et godt billede af, hvordan miljøet har det. Men globalt set er det svært at sætte tal på, hvad miljøændringer og menneskers tilstedeværelse betyder for fuglene. Men hele vejen ned gennem Europa og Afrika og langs Afrikas kyster forsvinder naturområder, og miljøet ændres. Det går ud over en lang række fugle som f.eks. fjordternen, fiskeørnen og landsvalen," konstaterer Steffen Brøgger-Jensen.

Af Christina Tækker, cht@cowi.dk  
Publiceret: 2.11.2005

SIDST OPDATERET: 13.01.2009