I år 2009 vil indbyggerne i den kinesiske millionby Nanjing kunne krydse Yangtze-floden via en tunnel, der er udboret af tunnelboremaskiner med en udvendig diameter på 14,5 meter. Det er tæt på verdensrekordstørrelse.
COWI er med til at skrive specifikationen for de to boremaskiner, der skal kunne fungere under vanskelige jordbundsforhold.
Boring i bløde lag
De to boremaskiner, der skal bruges på projektet, skal ikke alene være store i størrelse, men også kunne bore gennem de bløde flodaflejringer af ler, silt og sand, der ligger kun 10 meter under bunden af Yangtzefloden.
Valget er faldet på de såkaldte slurry-boremaskiner, der er særlig velegnede til at bore i løse materialer som f.eks. sand og ler, der kendetegner flodaflejringerne ved Nanjing.
"Denne type boremaskine transporterer den udborede jord væk og støtter tunnelfronten ved hjælp af en stabiliserende blanding af udgravet materiale og bentonit", forklarer projektleder Søren Degn Eskesen fra COWI.
Vækstpotentiale i Kina
Kina er et stort marked, og behovet for tunneller er i kraftig vækst, bl.a. pga. store investeringer i landets infrastruktur.
Udover tunnelprojektet ved Nanjing er COWI involveret i et andet kinesisk tunnelarbejde under floden Yangtze ved øen Chongming, der ligger ud for Shanghai. Denne tunnel indgår i endnu et projekt, der går ud på at krydse Yangtzefloden med en sekssporet motorvejstunnel. Også denne tunnel skal udbores med slurryboremaskiner pga. den bløde jordbund.
Af Line Steenberg
Publiceret: 11.08.05