Den vietnamesiske by Viet Tri City, der ligger 75 km vest for Hanoi, er blevet grønnere og mere miljørigtig: Flere træer, sundere vandmiljø og grønnere bevidsthed er blandt resultaterne af et DANIDA-finansieret projekt, som netop har udløst en udmærkelse til COWI fra Phu Tho Provincial People's Commitee.
Projektet har haft et bredt sigte og omfatter syv forskellige områder, der emnemæssigt spænder fra bl.a. affald til spildevand, beplantning i forurenende industriområder og undervisning i miljøhensyn.
"Viet Tri City er som industrisatellitby til Hanoi fuld af virksomheder med forældet og dårligt vedligeholdt teknologi, der forurener både vand, jord og luft. Med projektet forsøger vi at dække bredt - vi får sat ting i gang, som de selv kan arbejde videre med, når projektet stopper," siger projektleder Morten Jørgensen fra COWI.
Undervisning i miljø
Flere af delprojekterne har involveret de lokale skoler og skoleforvaltningen. F.eks. har 24 skoler med hjælp fra projektet undervist lærere og elever i træernes nytteværdi og som en del af undervisningen plantet og passet op mod 18.000 træer.
Derudover har fire udvalgte skoler fået hjælp til målrettet at forbedre undervisningen i biologi og økologi for at vække elevernes interesse for miljøet.