Hjem / Skip Navigation LinksNyheder / Nyhedsarkiv / 2006 / Manglen på arbejdskraft vil vokse de kommende ti år

Manglen på arbejdskraft vil vokse de kommende ti år 

Der er mangel på arbejdskraft i Danmark og udsigt til, at problemet bliver større i de kommende ti år. Samtidig vokser kravene til kvalifikationer for alle, også for de ufaglærte.

Manglen på arbejdskraft vil særligt ramme sundhedssektoren, undervisning og håndværksfaget, viser nyere undersøgelser, som COWI har udarbejdet for de Regionale Arbejdsmarkedsråd i Ribe og Fyns Amt.

COWI har bl.a. set nærmere på udviklingen i efterspørgslen efter arbejdskraft over de næste ti år og dykket ned i aldersfordelingen blandt de enkelte faggrupper for at se, hvor problemet bliver særligt stort.

Stor gruppe forlader arbejdsmarkedet

En væsentlig årsag til, at der forventes stigende rekrutteringsproblemer, skyldes antallet af 50-årige, der forlader arbejdsmarkedet om 10-15 år. De bliver ikke erstattet af lige så mange unge.

”Det får konsekvenser for en række faggrupper. Samtidig har vi en stabil gruppe af ufaglærte, der får stadigt vanskeligere ved at leve op til arbejdsmarkedets krav. Så der ligger en stor udfordring i at skaffe hænder nok,” siger Helle Engelund, seniorprojektleder i COWI.

Virksomheder må tænker bredere

Der er altså risiko for en paradokssituation, hvor der både er generel mangel på arbejdskraft og ledige hænder, som ikke kan leve op til arbejdsmarkedets krav. Derfor er der behov for, at arbejdsgiverne tænker mere kreativt for både at holde på medarbejderne, og når de skal rekruttere nye medarbejdere.

”Arbejdsmarkedet skal være langt mere rummeligt end i dag. Der skal være bedre forståelse for intern opkvalificering af nye og måske ikke 100 pct. kvalificerede medarbejdere. Samtidigt skal det hav af hjælpeordninger og midler, der allerede findes, anvendes bedre, så også de svageste grupper kan komme i arbejde,” siger Bo Rosendal, konsulent i COWI.

Forskellige problemer landet over

Generelt tegner det samme billede med manglen på arbejdskraft sig i hele landet.

”Men der er behov for at kigge differentieret på det, alt efter hvor vi befinder os, så vi ved, hvor vi skal sætte ind. Det er ikke nødvendigvis de samme uddannede hænder, man mangler i byerne i forhold til yderdistrikterne,” siger Helle Engelund.

Af: Gitte Roe Eriksen, cht@cowi.dk   
Publiceret: 2.10.2006

Fokus på ufaglærte  

I flere undersøgelser har COWI sat fokus på de ufaglærtes muligheder og udfordringer på fremtidens arbejdsmarked.

Alt tyder på, at kravene til dem stiger. Som minimum skal de ufaglærte have kendskab til branchen og arbejdets indhold.

Derudover er det vigtigt, at de kan læse og skrive dansk, overholde deadlines, være kvalitetsbevidste og servicemindede og har kendskab til virksomhedens kultur og værdier.

”Krav, som kun de mest ressourcestærke blandt de ufaglærte kan leve op til,” siger seniorprojektleder Helle Engelund.

SIDST OPDATERET: 06.05.2010