Hjem / Skip Navigation LinksNyheder / Nyhedsarkiv / 2006 / Saudi Arabien får jernbane på 2400 km

Saudi Arabien får jernbane på 2400 km 

Foto: Lars Hansson
Mere end 450 mio. m3 sand og sten skal flyttes, når en ny jernbanestrækning bliver etableret gennem et stort ørkenområde i Saudi Arabien.

En ca. 2.400 km lang jernbanestrækning bliver et vigtigt led i at forbedre infrastrukturen i Saudi Arabien. Forbindelsen strækker sig fra den jordanske grænse i den nordvestlige del af landet til hovedstaden Riyadh og videre til den Arabiske Golf.

Transporterer råstoffer

Den nye jernbaneforbindelse skal primært transportere råstofferne bauxit og fosfat fra miner inde i landet til kysten med tre km lange malmtog. Her bliver råstofferne bearbejdet før udskibning.

Derudover skal jernbanen bruges til passager- og godstransport, hvor tog med op til 160 km i timen skal transportere ca. 1,2 mio. passagerer årligt mellem Riyadh og den jordanske grænse.

Jernbane går igennem ørken

"Det specielle ved opgaven er foruden projektets størrelse, at jernbaneforbindelsen skal gå gennem et stort ørkenområde med høje sandklitter, der gør det vanskeligt at arbejde. De store niveauforskelle betyder, at der skal bygges op til 60 meter høje dæmninger. Derudover kan sandflugt blive et problem," fortæller projektleder i COWI Klavs Wassard Hestbek Lund.

COWI tjekker design på opgaven, som udføres for den saudiarabiske stats investeringsfond. Det betyder, at COWI har en uvildig, faglig kontrolfunktion på det design som en anden rådgiver har udarbejdet. Banen forventes at stå færdig i 2010.

Af Christina Tækker, cht@cowi.dk  
Publiceret: 1.8.2006

SIDST OPDATERET: 06.05.2010