Hjem / Skip Navigation LinksNyheder / Nyhedsarkiv / Bygninger / COWI vinder udbygningen af DGI-Huset i Vejle

COWI vinder udbygningen af DGI-Huset i Vejle 

Foto: Arkitema
Sådan tager det kommende DGI-Hus sig ud, når facaden er sat med hvidt lys.
Et vandkulturhus, en opvisningshal og et kommunalt sundhedscenter er blandt de nye faciliteter, som DGI-Huset i Vejle kommer til at rumme, når det er fuldt udbygget.

Seks lysende haller i dynamisk aktivitet, der inviterer til bevægelse af varieret art: Opvarmning, jogging, bold, sjipning eller street dance. Det er udgangspunktet i det projektforslag for DGI-Huset i Vejle, hvor COWI skal være totalrådgiver med Arkitema som underrådgiver.

Det nye DGI-Hus vil være klar i 2015.

Lysende bygninger

Udover en stor ombygning af de eksisterende faciliteter, bliver DGI-Huset udvidet med 20.000 nye kvadratmeter, som skal rumme fitnesscenter, opvisningshal, et kommunalt sundhedscenter og et vandkulturhus. 

"Kunden havde oprindelig bestilt en almindelig svømmehal, men fik et vandkulturhus," forklarer tilbudsleder Jørgen Lykke om grunden til, at det netop blev COWI, der fik opgaven.

De nuværende idrætshaller på 20.000 m2 vil efter ombygningen åbne sig mere op mod byen, så de spiller bedre sammen og virker mere inviterende. Derfor bliver facaderne dækket ind i et gennemsigtigt materiale, som kan lyse i forskellige farver eller visualisere de aktiviteter, der foregår indenfor.

Et vaskeægte badDet nye vandkulturhus bliver udstyret med et konkurrencebassin på 50 meter, der lever op til internationale konkurrencestandarder. Dertil kommer morskabsbassiner for familier og et udspringsbassin med vipper fra en til syv meter.

Vandkulturhuset får også terapibassiner, som sundhedscenteret kan bruge til genoptræning og et wellnesscenter, som bl.a. byder på et muligheden for at få et vaskeægte tyrkisk bad.

Den nye opvisningshal, som DGI-Huset også skal have bygget, får 1.000 faste tilskuerpladser og 2.000 mobile pladser. Hallen bliver også udstyret med gode pressefaciliteter, som lever op til de behov, der er ved transmission af kampe. Hallen vil både kunne bruges til divisionskampe, koncerter, boksning, messer og træning.

Af Kirsten Andersen, kiad@cowi.dk
Publiceret: 10.12.2009

SIDST OPDATERET: 10.12.2009