Hjem / Skip Navigation LinksNyheder / Nyhedsarkiv / Bygninger / International innovationspris til bæredygtig kæmpeskulptur

International innovationspris til bæredygtig kæmpeskulptur 

Foto: 3XN
Ud over at være designet af bæredygtige og intelligente materialer indbyder skulpturen også til fysisk interaktivitet. 
En stor, grøn bæredygtig skulptur af naturmaterialer, udstillet på Louisiana, er blevet hædret med JEC Innovation Award 2010. Skulpturen er udviklet af 3XN, COWI, Stage One og Skykon.

3XNs Louisiana Pavillon - en stor grøn skulptur, udstillet på Louisiana i forbindelse med udstillingen 'Fremtidens arkitektur er grøn' - modtager i april 2010 JEC Innovation Award 2010 for sin kombination af bæredygtige og intelligente materialer.

Pavillonen, der et resultat af et samarbejde mellem COWI, tegnestuen 3XN, det engelske produktionsfirma Stage One Freeform Composites og det danske vindfirma Skykon, bliver hædret af priskomiteen for at vise, hvor langt man i dag kan komme ved at anvende biologiske kompositter - sammensatte stoffer - inden for arkitektur og byggeri.

Konkurrencedygtige biokomposit-materialer

"Den største værdi ved dette projekt er, at det tilbyder nye svar på de miljømæssige bekymringer, der ofte knyttes sammen med brugen af kompositter som polyester, epoxy og glas fiber," hedder det i begrundelsen, der fortsætter:

"Der er et stigende behov for, at kompositindustrien finder løsninger på både forbrug af energi og genanvendelsesmuligheder. Det vindende projekt repræsenterer en miljøvenlig løsning, der prismæssigt er konkurrencedygtig med andre komposit-sandwichstrukturer ."

JEC Innovation Award har eksisteret siden 1998 og har til formål at identificere, promovere og belønne de mest innovative kompositløsninger udviklet på verdensplan.

Projekterfaring kan bruges i industrien Kim Herforth Nielsen, grundlægger af 3XN, hvis udviklingsafdeling står bag projektet, glæder sig over prisen:

”Det er fantastisk, at vi som en lille dansk tegnestue kan lege med i den liga. Projektet startede som et eksperiment, hvor vi ville afprøve, hvad der var muligt at bygge i biologiske materialer. Fordi vi tror på, at fremtiden ligger i nye materialer, der kræver mindre energi at fremstille end aluminium og beton."

"Nu håber vi, at den viden, vi har genereret gennem projektet, kan bruges i andre sammenhænge – og måske af andre industrier."

Udviklingsdirektør Bente Andersen fra COWI siger om pavillonen:

”Det er en fascinerende tanke, at menneskers aktivitet kan omsættes til brugbar energi med de rigtige materialer, som her, hvor børnenes leg på pavillonen er med til at drive det integrerede LED-lys. Pavillonen har givet os mulighed for at demonstrere, hvordan bæredygtige og intelligente materialer kan bruges i byggerier.”

Af Kathrine Schmeichel, kats@cowi.dk
Publiceret: 24.02.2010

Pavillon af nyt biokomposit-materiale og selvrensende flader 

Pavillonen, der er tre meter høj, otte meter lang og fem meter bred, er bygget af nedbrydelige biologiske materialer som bl.a. kork, hør, majs og soja, forenet i et helt nyt biokomposit udviklet til projektet.

Skulpturen integrerer også en række højteknologiske elementer - bl.a. et faseændrende materiale, der regulerer temperaturen, så skulpturen er lun at sidde på, når det er koldt, og føles kølig, når det er varmt. Overfladerne er selvrensende og renser luften omkring pavillonen.

KompositI sin enkleste form består et kompositmateriale af to komponenter, der sammen har stærkere egenskaber, end det enkelte komponent har i sig selv.

SIDST OPDATERET: 15.04.2010