Hjem / Skip Navigation LinksNyheder / Nyhedsarkiv / Samfund / Bryggebroen er en god forretning

Bryggebroen er en god forretning 

Foto: Flickr/Stig Nygaard
Cyklister vinder tid ved at krydse Københavns Havn over Bryggebroen.
Bryggebroen har medført betydelige gevinster for cyklisterne, viser en ny samfundsøkonomisk analyse.

Bryggebroen, der forbinder den centrale del af København via Fisketorvet med Islands Brygge, har været en god investering for samfundet. Det viser en ny samfundsøkonomisk analyse, som COWI har foretaget for Københavns Kommune.

Analysen peger på, at broen har givet cyklisterne en smutvej over Københavns Havn, så de vinder så meget tid ved at krydse havnen, at besparelsen overstiger omkostningerne ved at opføre broen.

Forrentning på højde med Femern BæltDermed vurderer COWI, at forrentningen af Bryggebroen er fuldt ud på højde med andre offentlige anlægsinvesteringer som f.eks. den kommende faste forbindelse over Femern Bælt og opgraderingen af jernbanen mellem København og Ringsted.

Resultatet bygger på et metodegrundlag, som COWI har udviklet på basis af eksisterende materiale og skønsmæssige antagelser. Metodegrundlaget er brugt til at gennemføre samfundsøkonomiske vurderinger af Bryggebroen og ombygningen af krydset i Gyldenløvesgade.

Ingen forankret metode"Der findes ikke en forankret metode til at vurdere og opgøre de samfundsøkonomiske konsekvenser af cykelprojekter i Danmark. For at kunne behandle cykeltrafikken på lige fod med andre former for transport og forbedre mulighederne for at prioritere inden for transportområdet er der derfor behov for et bedre planlægningsgrundlag," siger økonom i COWI, Jonas Herby.

Det nye metodegrundlag for cykeløkonomi minder om det, man traditionelt anvender ved samfundsøkonomiske analyser af store vej- og jernbaneprojekter.

Ligesom ved normale samfundsøkonomiske analyser vurderer COWI blandt andet tidsbesparelser og kørselsomkostninger for cyklisterne, men som noget nyt opgør man også gevinster, der er forbundet med blandt andet sundhed, større tryghed og rekreative værdier.

Tid er penge
Værdierne viser blandt andet, at uheld koster 78 øre pr. kørt kilometer, mens de direkte omkostninger til drift og afskrivning til cyklen er ca. 33 øre pr. kørt kilometer. Tid er det, der er forbundet med de største omkostninger ved at cykle, nemlig fem kroner pr. kørt kilometer.

"Med analysen har vi et super grundlag for en debat om muligheden for at kunne lave samfundsøkonomiske undersøgelser på større cykelprojekter på lige fod med projekter inden for vejtrafik og kollektiv trafik. Dermed kan politikerne få et bedre beslutningsgrundlag, når der skal vedtages nye anlægsprojekter," siger Ulrik Djupdræt, planlægger, Københavns Kommune.


Af Christina Tækker, cht@cowi.dk 
Publiceret: 20.11.2009

SIDST OPDATERET: 20.11.2009