Hjem / Skip Navigation LinksNyheder / Nyhedsarkiv / Samfund / Mentorer bidrager til vellykket integration på arbejdspladsen

Mentorer bidrager til vellykket integration på arbejdspladsen 

Foto: Scanpix
Et skræddersyet jobtræningsforløb skal skaffe flere flygtninge og indvandrere en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Virksomhedsmentorer er en del af forløbet.

Mentorernes opgave er at støtte nydanskerne på arbejdspladsen i den første periode af ansættelsen og dermed sikre en god og gnidningsfri integration på arbejdsmarkedet. Opgaven består af hjælp til det faglige såvel som til det sociale og er en del af en jobpakke, der bliver skræddersyet efter individuelle behov hos den nydansker, der er på vej ud på arbejdsmarkedet.

Det er DA, KL og LO, der står bag jobpakken under projektet Virksomhedsrettet Integration (VIP2).
VIP2 er gennemført i samarbejde med jobcentre i fem kommuner og lokale virksomheder, og det overordnede mål er at få flere nydanskere i arbejde.

”Vi regner med at kunne nå omkring en tredjedel af målgruppen med jobpakken. Det vil sige, at de kommer i ordinært arbejde i løbet af en tidshorisont på et halvt til et helt år,” forklarer Arne T. Hansen, arbejdsmarkedskonsulent i DA.

Tryghed er vigtigArne T. Hansen peger på vigtigheden af at få hjælp og støtte til den sociale del på arbejdspladsen, hvis integrationen skal lykkes.

”Det er vigtigt, at nydanskerne føler sig trygge på deres arbejdsplads. At de lærer at skabe kontakt til andre medarbejdere. Det vigtigste for mentoren er til gengæld kunsten at gøre sig selv overflødig i forhold til den person, han/hun er mentor for. Så er integrationen lykkedes,” siger han.

På mentorkursusDet er COWI, der har stået for uddannelsen af 20 mentorer på en række virksomheder i Gladsaxe og Aabenraa. Uddannelsen er forløbet over fire moduler af tre timers varighed og har bl.a. beskæftiget sig med skrevne og uskrevne regler på arbejdspladsen, kommunikation, kultur og arbejdskultur. På kurset har også jobcentrenes sagsbehandlere og jobkonsulenter deltaget.

”En mentor kan være med til at afhjælpe misforståelser, hjælpe med at finde en plads i kantinen, sørge for at vedkommende deltager i de sociale arrangementer på arbejdspladsen og i det hele taget føler sig velkommen på arbejdspladsen,” fortæller seniorprojektleder i COWI Helle Engelund.

Hun kalder hele projektet fremsynet:

”Det tager hold om de mennesker, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, og med manglen på arbejdskraft nu og fremover er det vigtigt også at få fat i denne gruppe.”

Af Gitte Roe Eriksen
Publiceret: 24.11.2008

VIP2 

VIP2 henvender sig til den målgruppe af flygtninge og indvandrere, der ligesom matchgruppe 4 ikke er registrerede som ledige, men som via det rette tilbud kan komme ud på arbejdsmarkedet.

SIDST OPDATERET: 27.10.2009