Hjem / Skip Navigation LinksNyheder / Nyhedsarkiv / Samfund / Statsfængslet i Nyborg forbedrer afsoningsmiljøet

Statsfængslet i Nyborg forbedrer afsoningsmiljøet 

Foto: Ulrik Jantzen
Fodboldholdet i Statsfængslet i Nyborg består af en lille gruppe indsatte og ansatte.
Fængselsfunktionærer har skiftet den blå uniform ud med træningstøjet i Statsfængslet i Nyborg, mens de indsatte dyrker idræt. Nye roller og relationer har givet en bedre dagligdag i fængslet.

Gennem et 12 måneders langt projekt i Statsfængslet i Nyborg har indsatte og ansatte i fællesskab udviklet ideer til at forbedre dagligdagen i fængslet.

Igennem 12 uger har en gruppe ansatte smidt uniformen og fungeret som instruktører på et nøje tilrettelagt træningsforløb, hvor 13 indsatte har spillet fodbold og volleyball, dyrket meditation og spinning samt fået undervisning i sund mad.

Sports- og sundhedsprogrammet hedder ’FUT i fængslet’, Fritid, Uddannelse og Træning, og det har ændret afsonings- og arbejdsmiljøet.

Bryder barrierer "FUT-projektet har brudt barrierer ned. Det er blevet mere acceptabelt for de indsatte at tale med de ansatte – og ikke kun spørge, om der er kommet post. Når der er en god tone mellem ansatte og indsatte, og man taler godt med hinanden, vil der naturligt ske et fald i antallet af ubehagelige episoder. Med projektet er der opstået en professionel nærhed. De indsattes holdning om, at man helst ikke skal tale med de ansatte, er blødt op. Vi er på vej i en god retning," mener inspektør i Statsfængslet i Nyborg Arne Tornvig.

Et utraditionelt projekt

Det er første gang i Kriminalforsorgens historie, at man inddrager ansatte og indsatte for sammen at forbedre hverdagen.

Projektet, som er drevet af brugerne, hedder ’Brugerdreven forbedring af arbejds- og afsoningsmiljøet i danske fængsler’ og har bl.a. gjort brug af collager og idéark.

Drivkraften har været en udviklingsgruppe bestående af fire indsatte og fire ansatte, mens alle fra fængslets fællesskabsafdelinger løbende har kunnet komme med input.

COWI har sammen med VIA Design fungeret som procesrådgiver og har været med til at formulere løsninger og ideer, som efterfølgende er ført ud i livet.

En anden tilgang til livet

Selv om kernen i projekterne er at forbedre afsonings- og arbejdsmiljøet i fængslet, er der også et længere perspektiv med projektet, siger Una Jensen, viceinspektør i Statsfængslet i Nyborg: 

"Det er svært at spå om, hvorvidt projektet kan hjælpe fangerne til at genetablere en normal tilværelse ude i samfundet. Men jeg håber, at det kan være med til at give de indsatte en anden tilgang til livet, og at det har givet dem nye interesser."


Af Christina Tækker, cht@cowi.dk
Publiceret: 16.09.2009

Gode resultater fra Statsfængslet i Nyborg  

Parallelt med Nyborg har et lignende projekt kørt i Statsfængslet på Kragskovhede, hvor man har arbejdet med at forbedre kontaktpersonordningen. Og rygtet om de gode resultater breder sig til andre fængsler. I Statsfængslet Østjylland er der nedsat en gruppe, der inspireret af Nyborg skal arbejde på at forbedre hverdagen i fængslet.

SIDST OPDATERET: 16.09.2009