Hjem / Skip Navigation LinksNyheder og medier / Nyheder / Ambitiøst LEED-projekt for Nordea Bank

Ambitiøst LEED-projekt for Nordea Bank

Foto: COWI

​Nordea Banks nye hovedkontor sigter efter at opnå den højeste LEED-kategori. 

​Nordea Banks nye hovedkontor Ørestaden er et ambitiøst bæredygtigt byggeri, der sigter efter at opnå den højeste LEED-kategori: LEED Platinum.

​I 2016 skal Nordea Bank, en af Skandinaviens største banker, fraflytte sit nuværende hovedkontor i Danmark og flytte ind i nye lokaler i Ørestaden. Og ambitionsniveauet er højt lige fra starten.

Ved at fokusere meget på bæredygtighed i byggeprocessen sigter Nordeas nye hovedkontor efter at opnå den eftertragtede LEED Platinum-certificering. Bæredygtige tiltag omfatter opsamling af regnvand fra taget i en tank, der forsyner toiletter og vander de grønne områder. Derfor udledes kun ti procent af regnvandet fra området til kloakken.

”Dette er et af de største LEED-projekter i Danmark nogensinde, og et af de største LEED-projekter, som COWI har været involveret i,” siger Juliane Münch, DGNB og LEED AP-konsulent.

Innovation med fremtidsperspektiver

COWI rådgiver om LEED-certificering og iværksætter sammen med Henning Larsen Architects en række bæredygtige tiltag.

Det nye hovedkontor omfatter 46.000 m2 bæredygtigt areal fordelt på seks etager, hvoraf de 5.000 m2 skal huse Nordeuropas største børssal og datacenter. En af udfordringerne er at holde rumtemperaturen nede i det enorme datacenter. Derfor har COWI udviklet et unikt ventilationsprincip, der anvendes i serverrum og laboratorier, som går ud på, at frisk luft ledes ind i rummet via gulvet.

Juliane Münch ser et stort fremtidigt potentiale i markedet for bæredygtigt byggeri.

”Vi ser et stigende antal internationale virksomheder, der efterspørger LEED-certificering. Det er en måde at brande sin virksomhed på internationalt, da LEED er kendt over hele verden.”

SIDST OPDATERET: 23.09.2016