Hjem / Skip Navigation LinksNyheder og medier / Nyheder / Bro-, tunnel- og vandbygning

Nyt sluseanlæg stormflodssikrer Frederiksværk

Foto: COWI

​​

​Stormfloden Bodil oversvømmede store dele af Frederiksværk i 2013. Det havde store økonomiske konsekvenser for borgere og virksomheder. Ny højvandssluse skal forhindre en gentagelse og har allerede stået sin prøve. 

​28.11.2017

En ny højvandssluse skal som led i den samlede stormflodssikring af Halsnæs Kommune forhindre en gentagelse af tidligere oversvømmelser.

Slusen er placeret i Arresø Kanal, som løber ud i Roskilde Fjord og forhindrer oversvømmelse i Frederiksværk med porte, der lukker ved højvande.

Hvorfor en pumpestation?

I slusen er der opført en simpel pumpestation med to pumper, der pumper vand fra Arresø kanal til fjordsiden af slusen. Det forhindrer, at vandet i kanalen stuver op på indersiden af slusen og oversvømmer byen, når porten er lukket.

"Pumpestationen var ikke tiltænkt fra starten, men som projektet udviklede sig, viste det sig nødvendigt med stationære pumper, da der kan komme store mængder vand fra oplandet. En enkel løsning, der pumper vandet væk fra indersiden af slusen, når porten er lukket," fortæller projektleder Marianne Ostenfeld, COWI.

Et sluseanlæg på forkant med vejret

Ved varsel om vandstand højere end 1,2 m over daglig vande bliver der gjort klar til lukning af slusen og udviklingen følges nøje. Porten bliver lukket og pumperne startet ved en vandstand mellem 0,5 og 1,0 m over daglig vande. Når vandstanden i fjorden igen er under 1,0 m, og strømmen er udadgående, standses pumperne, og porten åbnes.

Succes før indvielse

Projektet involverer et væld af discipliner, bl.a. geoteknikere, landinspektører, miljøingeniører, bygningsingeniører samt el- og spildevandsingeniører for at nå en sammenhængende og langtidsholdbar løsning. ​​

Søndag den 12. november 2017 kunne borgmesteren fra Halsnæs kommune, Steen Hasselriis, officielt indvie slusen.

Slusen havde dog allerede inden da bestået sin generalprøve, da man under stormen Ingolf med vandstand på kote 1,38 måtte lukke portene. Denne gang var Frederiksværk forberedt på stormfloden.

Fakta

  • ​Pumpernes kapacitet er tilsammen på ca. 1.500 liter/sek.
  • Pumpestationen har stålspunsvægge og betonbund.
  • Slusebygværket er udført i armeret beton, formet som et “U” og funderet på 18 – 20 m lange betonpæle, primært skråpæle.
  • Sluseporten blev designet i Holland af WIJMA og er af den afrikanske træsort azobé. Portens voerside er i kote 2,7 m over daglig vande.
  • Dæmningerne på tværs af kanalen og på begge sider af slusebygværket er opbygget af gensidigt forankrede stålspunsvægge og fyldt op med sand.

SIDST OPDATERET: 29.11.2017