Hjem / Skip Navigation LinksNyheder og medier / Nyheder / Generelle nyheder

COWI leverer markant vækst på både top- og bundlinje

Foto: cowi

2016 blev et år med markant vækst i COWIs omsætning, driftsresultat og cash flow. Store projekter i ordrebogen, stærkere tilstedeværelse i kernemarkeder samt udsigt til fortsatte infrastrukturinvesteringer i Skandinavien og på eksportmarkederne skaber positive forventninger til det kommende år. 

02.03.2017

COWIs nye vækststrategi, One Step Ahead, som blev lanceret i starten af 2016, viser resultater på både top- og bundlinje:
Virksomheden genererede i 2016 en omsætning på DKK 5.939 millioner – en vækst på seks procent i forhold til sidste år. Herudover opnåede COWI et driftsresultat på DKK 231 millioner, som ligeledes er en markant forbedring i forhold til 2015, nemlig 27 procent. Endelig er virksomhedens cash flow mere end fordoblet til DKK 228 millioner.

Administrerende direktør i COWI, Lars-Peter Søbye, er meget tilfreds med resultaterne:

"For 12. år i træk leverer vi vækst i omsætningen. Vi formår desuden at indfri vores mål på indtjeningen og har forbedret vores cash flow betragteligt, hvilket sikrer os den finansielle styrke og fleksibilitet, der skal til for forsat at udvikle vores forretning. Det bekræfter os i den strategi, vi har lagt for COWI, og de valg, vi har truffet med hensyn til markeder og sektorer.

Urbaniseringen driver markedet

Den massive urbanisering og byudvikling, der finder sted i Skandinavien og i øvrige dele af verden, er fortsat de markedstendenser, som driver væksten i COWI.


"Projekterne bliver hele tiden større og mere komplekse. De omfattende byudviklingsprojekter, der søsættes i disse år, kræver en helhedsorienteret tilgang og kompetencer inden for en bred vifte af discipliner. Det er dét, der skaber efterspørgslen på vores løsninger inden for især infrastruktur, men også inden for vores øvrige kernekompetencer energi, vand og miljø og byggeri," siger Lars-Peter Søbye og fortsætter:


"Det er afgørende, at vi ved disse store projekter hurtigt kan samle de rette kompetencer på tværs af sektorer og geografi. Så det at finde og bruge synergier på tværs af organisationen har været en vigtig prioritet for os i vores første strategiår. Jeg glæder mig meget over, at vi er lykkedes med at få skabt den ramme og kultur, der skal til for at agere som 'One COWI' i markedet," fortsætter Lars-Peter Søbye.

Han peger på, at denne tilgang var en væsentlig årsag til, at virksomheden i 2016 vandt prestigeprojekter som Posten i København, Västlänken i Gøteborg, European Spallation Source i Lund samt the Lower Thames Crossing i London.    

Positive forventninger til de kommende år

Trods 2016's store politiske begivenheder i især Storbritannien og USA, der fortsat vil skabe usikkerhed på den globale scene, forudser COWI endnu et vækstår i 2017:


"Vi har i 2016 styrket vores tilstedeværelse yderligere i vores geografiske kernemarkeder Skandinavien, Storbritannien og Nordamerika. Kombineret med massive investeringer i infrastruktur, som både er i gang og er meldt ud for de kommende år, forventer vi, at vi vil fortsætte væksten i 2017. Vi har allerede nu en solid ordrebog med store projekter, der skal realiseres inden for de næste år."

Nye store projekter i 2016

I Danmark vandt COWI rådgivningen for det samlede byggeri på den gamle postterminalgrund ved Københavns Hovedbanegård – et af de mest markante byudviklingsprojekter i København i nyere tid.

Desuden vandt COWI blandt andet projekteringen af Danmarks største skybrudstunnel i det nordlige København og blev tildelt flere store rammeaftaler for Dong Energy inden for Thermal Power.

Samtidig blev COWI valgt som hovedrådgiver på opførelsen af Steno Diabetes Center Copenhagen ved Herlev Hospital og vandt byggeledelsen på Nyt Hospital Glostrups neurorehabiliteringshus. Desuden vandt COWI projekteringen af det 22.000 m² store Finger E-byggeri i Københavns Lufthavn.


I Sverige vandt COWI det omfattende infrastrukturprojekt Västlänken i Gøteborg, hvor der skal bygges en underjordisk station og jernbanetunnel. Herudover vandt COWI projekteringen af hovedbygningen i det banebrydende forskningsanlæg European Spallation Source i Lund samt rådgivningen på det spektakulære ICEHOTEL nord for Polarcirklen.


I Norge vandt COWI blandt andet to markante projekteringsopgaver, nemlig projekteringen af den nye kampflybase i Evenes samt Politiets Nationale Beredskabscenter.   


Uden for Skandinavien vandt COWI blandt andet den tekniske rådgivning på den nye forbindelse the Lower Thames Crossing i London og på det store broprojekt Cebu-Cordova Link Expressway i Filippinerne. Herudover vandt COWI opgaven med at designe fundamenterne til Taiwans første havvindmøllepark, Formosa 1 Offshore Wind Farms, samt en stor bygherrerådgivningsopgave i Jordan i forhold til implementering af landets største vindmøllepark. Desuden blev COWI udpeget som hovedrådgiver på Egyptens største affaldshåndteringsprojekt nogensinde. 

SIDST OPDATERET: 02.03.2017