Hjem / Skip Navigation LinksNyheder og medier / Nyheder / Jernbaner, metroer, veje og lufthavne

Nye landingsbaner i Grønland bliver bygget på sten fra sprængte fjelde

Foto: cowi

​​​​​

17 millioner kubikmeter fjeld skal sprænges for at gøre plads til nye og længere landingsbaner i Grønland. Sten fra fjeldene bliver genbrugt til landingsbanerne og fungerer samtidig som klimasikring. COWI er valgt som totalrådgiver.

28.08.2017

Udvidelse af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat i Vestgrønland og en ny indenrigslufthavn i Qaqortoq i syd skal styrke erhvervsudviklingen og turismen i Grønland. 

Ud over mange års erfaring med lufthavnsanlæg, kræver det ”rock science" at anlægge en lufthavn i et land, hvor fjeldene ligger side om side, permafrosten smelter, og op til 240 meter høje isbjerge flyder rundt i havet og skaber store bølger.

Sten bliver brugt som klimasikring

I alle tre lufthavne vil der blive sprængt fjelde for at gøre plads til landingsbanerne. Stenene fra de sprængte fjelde vil blive anvendt til opfyldning og til belægningsmaterialer på landingsbanerne. Det betyder ikke alene, at man undgår at skulle flytte tunge materialer langt. Stenene kan også bruges som klimasikring.​

"I Ilulissat er permafrosten begyndt at smelte og trække sig nedad. Derfor skal vi tage særligt højde for, at jorden er stenhård om vinteren og kan være blød og nærmest opløst om sommeren. Ved blandt andet at anvende sten fra det sprængte fjeld, kan vi undgå at bygge med jord, hvis egenskaber varierer med temperaturerne," forklarer projekteringsleder Gregers Hildebrand.

En anden klimaudfordring er de store isbjerge, der bevæger sig rundt i havet lige uden for lufthavnen i Ilulissat. Her er COWI ved at finde en kystsikringsløsning, der kan sikre lufthavnen mod kæmpe bølger.

Forlængelsen af landingsbanen fra 845 meter til 2200 meter kræver, at der bliver sprængt ca. fem millioner kubikmeter fjeld. Det svarer til 100 fodboldbaner fyldt med sten i ti meters højde. 


Spidskompetencer i spil

Nuuk lufthavn vokser landingsbanen fra 950 til 2200 metermens der i byen Qaqortoq skal anlægges en helt ny lufthavn med en landingsbane på 1500 meter.

"De tre lufthavnsprojekter er ekstremt spændende på grund af de komplekse udfordringer, der er forbundet med den grønlandske natur og klimaudfordringer. Det kræver, at vi trækker på mange og meget forskellige spidskompetencer fra COWI rundt om i verden," siger Gregers Hildebrand. 

Teamet består bl.a. af ingeniører med mange års erfaring med lufthavnsprojektering, erfarne geoteknikere, el-ingeniører og vandingeniører. Projektet vil foregå i samarbejde med den Grønlandske Rådgivervirksomhed Masanti A/S, som har lokalt kendskab. ​

Fakta om projektet

Landingsbanerne er første led i udvidelsen. Projekteringen af lufthavnsbyggerierne er netop kommet i prækvalifikation.
Med udvidelserne vil de to lufthavne i henholdsvis Nuuk og Ilulissat kunne håndtere fly på størrelse med Airbus A330 eller tilsvarende med op til 300 passagerer.

SIDST OPDATERET: 28.08.2017