Hjem / Skip Navigation LinksProjekter / Byggeri / Bygningsprojektering / Unikke boliger på tidligere industrigrund i Silkeborg

Unikke boliger på tidligere industrigrund i Silkeborg 

Foto: COWI
Klassifikation af den forurenede jord med det formål at genbruge jorden. Den grønne farve markerer ren jord. Gul lettere forurenet jord. Rød og pink forurenet jord.
COWI var rådgiver på alle ingeniørdiscipliner på 10.000 m2 nyt beboelsesbyggeri på naturskøn grund for bygherre Koopmanns Gaard A/S.

Silkeborg er på grund af sin flotte natur med skove, søer og dale en af Danmarks smukkeste byer og med sin placering midt i det jyske højland er den særdeles centralt beliggende.

I bydelen Lysbro på vej mod Herning har Koopmanns Gaard A/S, c/o Søberg Advokater A/S opført 5000 m2 rækkehuse i to plan samt 5000 m2 etageboliger i fem etager fordelt på fire punkthuse på en grund som tidligere tilhørte Lysbro Fabrikker og Fiskars. Grundens orientering mod søen og den særlige natur - med Møllesøen og store gamle træer - har inspireret til de unikke boliger.

Engareal og sø består

Lysbro Fabrikkernes bygninger som tidligere lå på grunden er revet ned på grund af deres dårlige stand og ringe mulighed for genbrug, men engarealet består.

Den del af grunden, der grænser op til Mølledammen, er af Århus Amt kategoriseret som beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3. På baggrund af undersøgelser udført af COWI accepterede Århus Amt dog, at byggeprojektet under visse betingelser blev placeret i tilknytning til naturområdet.

Området skal stadig henligge som et vildt engareal.

Støjvold af forurenet jord

COWI har gennemført forureningsundersøgelser på grunden, som har klarlagt omfattende forureninger fra grundens tidligere industrielle aktiviteter.

Som en løsningsmodel til at imødekomme lokalplanens krav om at etablere støjdæmpende foranstaltninger har COWI udført et stort stykke arbejde med at forklassificere jorden med henblik på mest mulig genanvendelse af forurenet jord i en støjvold.

Dette har medført store besparelser for bygherren i form af reducerede omkostninger til bortskaffelse, rensning af forurenet jord og tilkørsel af ren jord.

SIDST OPDATERET: 25.04.2012