Hjem / Skip Navigation LinksProjekter / Industri og energi / Energi / ECO-City - energirigtig byudvikling

ECO-City - energirigtig byudvikling 

ECO-City Energirigtig byudvikling 
 Foto: COWI /Reto M. Hummelshøj.
Stort anlagt EU-program skal lære hele Europa at bygge mere energieffektivt og bruge mere vedvarende energi.

Byudviklingsprojektet ECO-City er et af de første EU-støttede projekter i EU's CONCERTO-program. Projektet skal styrke en bæredygtig byudvikling i Helsingør, Helsingborg, Trondheim og Tudela i Spanien ved at samle de centrale aktører i området og indtænke energiaspektet helt fra starten.

ECO-City omfatter nybyggeri og renovering af en række forskellige bygningstyper, som får laveenergistandard med meget lavt energiforbrug. Opvarmningen sker med  biomasse, solenergi eller varmepumper og strømproduktionen bl.a. med vindkraft. COWI er initiativtager til og koordinator af ECO-Citykonsortiet med 23 partnere.

CO2-neutrale byer

ECO-City skal bidrage til at mindske afhængigheden af importeret fossilt brændstof og medvirke til at gøre hele bebyggelser og på sigt hele byer CO2-neutrale. Blandt målene er energibesparelser på mindst 30-50%, og at det resterende energibehov dækkes med vedvarende energi.

Projektet retter sig primært mod kommuner, energiselskaber og boligselskaber og omfatter foreløbig flere tusinde boliger foruden en række kommunale bygninger. Byerne skal både lære af hinanden og lære fra sig til andre byer og lande. Helsingborg og Helsingør er langt  fremme i processen.

Netværk og konferencer

Udvekslingen af erfaringer om ECO-City foregår bl.a. på internationale konferencer, via netværk mellem byerne, presse, videoklip og udstillinger.

I projektet anvendes for en stor del velkendte teknologier, mens det nye er energikonceptet med integrationen af energihensyn i alle aspekter, organisationen, arbejdsprocessen, videnformidlingen og finansieringsmodellerne.

Et integreret projekt 

ECO-City er et  integreret projekt, der kombinerer en række energirigtige tiltag på forbrugs- og forsyningssiden, som udføres samordnet og parallelt i Helsingborg, Helsingør, Trondheim og Tudela i Spanien.

I projektet indgår bl.a. 2.000 m2 solfangere, 4.000 m2 solceller, 6 MW vindmøller, 1.500 lavenergiboliger, heraf ca. 500 renoverede lejligheder, energibesparende foranstaltninger i skoler, administrations- og institutionsbyggeri, 3 MW absorptionskøling på hospital, varmepumper, køling via jordlager, udvikling af biogasforsyning til offentlig transport, ny laststyring på elforbrug og ny metode for energiafregning og en række informationsaktiviteter.

SIDST OPDATERET: 18.08.2011