CO2-regnskab for Hvidovre Kommune 

Foto: Ebbe Forup
Industriområdet Avedøre Holme er et af de steder i Hvidovre Kommune, som udleder CO2, der fremover kan måles i den nye beregningsmodel.
COWI laver en model, som beregner, hvad hovedstadskommunen samlet udleder af CO2.

Skoler, virksomheder, pendlertrafik og private boliger er nogle af de mange sider af livet i Hvidovre Kommune, som dagligt udleder CO2 og andre drivhusgasser. Omegnskommunen uden for København ved dog ikke, hvor stort det samlede udslip er i dag, så COWI skal nu opstille en model, der kan beregne det.

Modellen skal hjælpe Hvidovre til i praksis at mindske udslippet med to procent hvert år. Den konkrete forpligtelse følger af, at Hvidovre i marts 2008 blev en af foreløbig fem klimakommuner i et nyt projekt under Danmarks Naturfredningsforening.

Tilgængelige og usikre data

COWIs beregningsmodel skal kunne opstille et regnskab, der omfatter Hvidovre Kommune som såkaldt geografisk område. Det betyder, at modellen indeholder data fra samtlige CO2-kilder inden for kommunegrænsen.

Kommunens egne data er umiddelbart de nemmeste og mest præcise at få fat i. Hvidovre har allerede informationssystemer om forbruget af for eksempel energi, brændstof og vand og kan præcist måle CO2 -udslippet i bygninger som plejehjem og børnehaver eller skaffe viden om forbruget ved for eksempel kommunens indkøb af varer og håndtering af affald og spildevand.

Derimod er det en større udfordring at få data om CO2-udslippet hos virksomheder, private og på trafikområdet, der ligger uden for kommunes direkte ansvar.

COWIs opgave er derfor også at vurdere nøjagtigheden af de indhentede informationer og beregningen af, hvor meget forbruget forventes at udlede af drivhusgasser.

Et øjebliksbillede

Beregningsmodellen skal i første omgang give et øjebliksbillede af CO2-udslippet i Hvidovre Kommune med hovedvægt på de sikre data. Senere kan modellen udbygges, så den løbende opdaterer CO2-regnskabet, og Hvidovre kan aflæse, om kommunen opfylder de fastsatte mål om at reducere sit udslip.

Informationerne giver samtidig et overblik over, hvilke områder Hvidovre lettest og billigst kan ændre på for at få en positiv klimaeffekt.

SIDST OPDATERET: 21.02.2012