Afløbsanlæg ved Odense havn 

Odense havn 
 Foto: COWI.
Ny byudvikling omkring Odense havn kræver renere vand i havnen. Det klarer et nyt stort afløbsanlæg med bassiner, pumpestationer, finriste og store afløbsledninger med diameter op til 2,5 meter, som COWI er rådgiver på.

Udløb med spildevand fjernes

Projektet fjerner udledning af spildevand til havnen, hvor gamle overløbsledninger lukkes og tilsluttes nye store bassinledninger. Desuden forhindrer afløbssystemet udledning af spildevand til grønne og rekreative områder, samtidig med at opstuvning og oversvømmelser reduceres markant i de nærliggende oplande.

Tværfagligt projekt

Mange af COWIs fagafdelinger med forskellige specialister har været inddraget i projekteringen. Det gælder ud over ingeniører inden for afløbsteknik, hydraulik og anlægsteknik også specialister inden for bl. a. tunnelering, geoteknik, miljø, maskininstallationer og el & SRO.

Store rør

En central del i projektet er et ca. 10.000 m3 stort forsinkelsesbassin til opmagasinering af spildevand ved store regnskyl. Bassinet består af lange rørledninger i store dimensioner - fortrinsvis med en diameter på 2,5 meter, som både giver det nødvendige volumen og tilstrækkelig kapacitet til at bortlede vandet ved ekstrem regn.

De store rør er overvejende armerede betonrør, hvor der er stillet store krav til kvalitet i form af holdbarhed og funktion.

Tunnelering og no-dig

Da det nye afløbsanlæg dels ligger i byområde med stærk trafik og dels i grønne beskyttede områder med stor naturmæssig værdi, har det været et krav, at en stor del af rørledningerne bliver udført uden opgravning. Ca. 1300 meter af rørledningerne med diameter 2,5 meter bliver derfor udført ved tunnelering.

Mange af de andre mindre ledninger bliver også udført uden opgravning ved hjælp af forskellige metoder for styret underboring og pipecracking.

Partnering

Projektet udføres i et partnerskab mellem bygherre, entreprenør og COWI som rådgiver. Denne samarbejdsform har vist sig at have store fordele bl.a. ved en bedre optimering og tilpasning af projektet til bygherrens ønsker og entreprenørens metoder.

SIDST OPDATERET: 21.02.2012