Hjem / Skip Navigation LinksProjekter / Vand og miljø / Vandforsyning og spildevand / Klimatilpasning / Forsinkelse af oplandsafstrømning, Herning

Forsinkelse af oplandsafstrømning, Herning 

Foto: COWI
Hammerum bæk har fået nyt tracé, så den løber uden om Herning Golfklub for at forhindre fremtidige oversvømmelser.
COWI identificerer områder langs Herningsholm Å, som risikerer oversvømmelser ved voldsomme regnskyl. Kunstige søer kan afhjælpe eller forhindre problemet.

Skybrud og voldsomme regnmængder i sommeren 2007 fik Herningsholm Å til at svømme over og satte den nærliggende Herning Golfklub under vand.

Episoden satte Herning Kommune i gang med en handlingsplan for, hvordan man i fremtiden begrænser og undgår lignende problemer i området.

Med hjælp fra en detaljeret højdemodel har COWI udpeget steder langs Herningsholm Å,
som ligger ½-1 meter under det omgivende terræn. Stederne risikerer oversvømmelser,
når klimaet ændrer sig til flere massive regnskyl.

Kunstige dale og søer
COWIs undersøgelse viser, hvilke af de lave områder der med fordel kan bruges til at opsamle vandet fra åen ved kraftig regn. Modsat afklarer beregningen også, hvor nye tiltag skal tvinge vandet videre.

COWI har både undersøgt et opstrøms- og et nedstrøms område af Herningsholm Å og foreslår, at åen nedstrøms med fordel kan oprenses på udvalgte steder. Det gør åen dybere og giver plads til mere vand, fordi de nærliggende områder ikke tåler oversvømmelse.

Andre steder skal Herningsholm Å opstrøms hæves med grus på bunden for at tvinge vandet ud i kunstige sødannelser. De etableres ved at afrømme jord på tilstødende enge og skabe en kunstig dal.

Derudover kan rør under veje, der krydser Herningsholm Å, med fordel gøres større eller omvendt afspærres, så vandet fordeler sig hensigtsmæssigt.

Golfbanen gøres tør
På selve Herning Golfbane sikrer projektet, at man fremover kan spille på tørre plæner. Dele af golfbanen bliver hævet med ekstra jord, ligesom Hammerum Bæk er flyttet, så den ikke længere løber gennem golfbanen men udenom.

Hammerum Bæk mødes derfor med Herningsholm Å på et nyt sted, når vand og dyreliv langsomt bliver ledt fra den gamle bæk ud i den nye.

SIDST OPDATERET: 21.02.2012