Hjem / Skip Navigation LinksProjekter / Vand og miljø / Vandforsyning og spildevand / Klimatilpasning / Næstved Kommune får klimatilpasningsplan

Næstved Kommune får klimatilpasningsplan 

Foto: COWI
Susåen i Næstved bringer store vandmængder gennem byen. COWI har kortlagt, hvor der er sandsynlighed for oversvømmelser i fremtiden
Næstved Kommune ville vide præcist, hvor der var sandsynlighed for oversvømmelser. COWI udarbejdede grundlaget for en klimatilpasningsplan, så kommunen kan fokusere sin indsats.

Klimaforandringer gør, at både havvandstand og nedbørsmængder stiger. Det kan give oversvømmelser, som medfører besvær og store udgifter for borgere, virksomheder og myndigheder.

I Næstved bringer Susåen store vandmængder gennem byen og videre ud i Karrebæksminde Fjord. Øgede nedbørsmængder vil i fremtiden gøre sandsynligheden for oversvømmelse fra åen større, lige som stormfloder langs kystlinjen vil optræde hyppigere og voldsommere end hidtil. Endelig er der en generel oversvømmelsessandsynlighed fra skybrud over hele kommunen.

Dette var blandt årsagerne til, at Næstved Kommune bad COWI udarbejde grundlaget for en klimatilpasningsplan for hele kommunen.

Stormflod og ekstremregn

Klimatilpasningsplanen fokuserer på to områder. Først of fremmest skaber den overblik over de steder i Næstved Kommune, der trues af oversvømmelse i forbindelse med stormflod. Disse områder kortlægger COWI ved hjælp af GIS-værktøjer – geografiske informationssystemer, der kan give et overblik over data med en geografisk relation.

Det andet fokusområde ser på følgerne af kraftig nedbør. Ved hjælp af Skybrudskort® har COWI kortlagt, hvor oversvømmelserne vil finde sted. Ved hjælp af GIS-analyser baseret på terrændata og antal millimeter i nedbørhændelserne giver Skybrudskort® et overblik over, om et område bliver oversvømmet eller ej. På den måde kan de mest problematiske områder overskues og prioriteres.

Metode til at forudsige vandløbsoversvømmelser

Dataindsamlingen til klimatilpasningsplanen omfatter også kortlægning af risikoen for oversvømmelse langs 250 kilometer vandløb i kommunen. Her benyttes en metode, som COWI har udviklet i samarbejde med det tidligere By- og Landskabsstyrelsen.

Metoden kan forudsige præcist, hvilke dele af et vandløb der er truet af oversvømmelse, når store snemængder smelter, eller når det regner kraftigt.

Fokuseret klimaindsatsCOWIs kortlægning gav Næstved Kommune et overblik over de områder, hvor der er særlig stor sandsynlighed for oversvømmelser i forbindelse med stormflod og ekstremregn. Denne viden indgår i kommunens arbejde med at udforme klimatilpasningsplanen.

SIDST OPDATERET: 21.02.2012