Hjem / Skip Navigation LinksProjekter / Byggeri / Bæredygtige og grønne bygninger

Viborg Rådhus- nyt bæredygtigt byggeri

Foto: Thorbjørg Hansen - Kontraframe
Viborg Kommunes nye rådhus lever op til fremtidens krav om bæredygtighed. Rådhuset er et af de første kontorbyggerier i Danmark, som er udført i lavenergiklasse 1.

Det nye bæredygtige rådhus forbruger 50 procent mindre energi end et konventionelt kontorbyggeri ville gøre.

Visionen har været at skabe et rådhus, der er handicapvenligt, miljø- og energirigtigt og understøtte et godt arbejdsmiljø for videndeling

Bag projektet står Henning Larsen Architects, landskabsarkitekt Lisbeth Westergaard og COWI, som Viborg Kommune udvalgte i konkurrence med i alt syv projekter.

Rådhuset er på cirka 20.000 m2 og ligger på en tidligere kasernegrund i den nordvestlige del af Viborg nær Viborg Stadion.

Det bæredygtige rådhus

Ifølge udviklingschef i COWI Michael Nielsen er rådhuset et af de første kontorbyggerier i Danmark, som er opført i lavenergiklasse 1, hvilket svarer til et reduceret energiforbrug på 50 procent i forhold til gældende krav.

Den lave energiklasse skal sikre, at rådhuset er bæredygtigt. Derfor er rådhuset udstyret med løsninger, der belaster energiressourcerne mindst muligt - både nu og i mange år fremover.

Sol og jord er tænkt ind

En lang række elementer, der nedbringer energiforbruget, er således tænkt ind i det nye rådhus.

Blandt andet er facaderne konstrueret, så de udnytter solens energi til opvarmning om vinteren og skærmer for solens varme om sommeren, hvilket mindsker behovet for køling.

Ved hjælp af en varmepumpe og termoaktive konstruktioner kan rådhuset udnytte energien op til 50 pct. bedre end normalt. Derudover er de termoaktive konstruktioner med til at give et godt indeklima.
Termoaktive konstruktioner er typisk slanger eller rør indstøbt i bygningskonstruktionens beton, som regulerer temperaturen inden døre.

Det nye rådhus er desuden udstyret med 800 m2 solceller og trelagsruder.

 

SIDST OPDATERET: 01.02.2016