Hjem / Skip Navigation LinksProjekter / Byggeri / Renovering og byggeteknik

Renovering af boligkvarteret Løget By i Vejle

Foto:  COWI
Det eksisterende byggeri og boligområde havde forskellige typer problemer og krævede et løft både byggeteknisk og socialt. Resultatet er et byggeri, der løfter kvarteret og sikrer kvalitet og funktionalitet.
Renovering og ombygning af 950 boliger og udeområder i boligkvarteret Løget By i Vejle er afsluttet, og der er hermed sat punktum for et af de største renoveringsprojekter i Danmark.

I 2012 besluttede boligselskabet AAB i Vejle, at der skulle et stort løft til for at vende udviklingen i Løget By, som i en årrække var præget af en negativ udviklingsspiral med tomme boliger og svigtende beboerengagement.

Nu er en gennemgribende renovering og ombygning afsluttet og Løget By fremstår som et moderne og indbydende boligkvarter, der er rustet til at tiltrække og fastholde en bred gruppe beboere.

Både udearealer og bygninger fremstår med flotte facader, nye vinduer og tage i kvalitetsmaterialer, nye boligtyper og veldefinerede udeområder, der er trygge og indbyder til at beboerne kan mødes i forbifarten eller til en kop kaffe.

Nye boligtyper og lækre materialer

En vigtig del af renoveringsprojektet var en omfattende modernisering af de forskellige boligtyper og introduktion af nye boligtyper som tagboliger med tilhørende tagterrasser og parterreboliger i to etager med direkte adgang til have.

For at give et nyt udtryk til det gamle byggeri og signalere kvalitet har man anvendt tegl, zink og varmebehandlet træ, som samtidig er materialer, der sikrer mindre vedligehold.

Badeværelser er udskiftet i alle lejligheder, og køkkener er udskiftet i ca. halvdelen af lejlighederne. Beboerne i etageboligerne har været genhuset medens renoveringen stod på. I længehusene har beboerne boet hjemme, men for at genere dem mindst muligt blev der fremstillet præfabrikerede badekabiner, som blev sænket ned gennem taget. Det betød, at beboerne kun skulle undvære badet nogle få dage.
 

Trygge udearealer der summer af liv

Før renoveringen var der en række aktivitetsfelter og parkeringsarealer med lavt aktivitetsniveau spredt ud i området.

Nu er alle de gamle nedslidte arealer udskiftet, der er lavet nye belægninger, stier og legepladser mellem boligblokkene, der opleves som trygge områder, hvor det er rart at opholde sig.

Det gode samarbejde fortsætter

For COWI har det været en krævende og udfordrende opgave, men samarbejdet  i byggeledelsen og med bygherre og håndværkere har fungeret godt.

COWI forventer derfor at føre de gode erfaringer fra Løget By videre på nye projekter for boligforeningen AAB Vejle.

SIDST OPDATERET: 13.04.2016