Før projektet fungerede køletårnsanlægget som et traditionelt køletårnsanlæg, hvor varmt kølevand fordeles ligeligt på samtlige køletårne i drift og nedkøles i et gennemløb.
Efter projektets gennemførelse kan nedkølingen af kølevandet foretages i to trin, det vil sige i trin 1 køles alt kølevandet over den ene halvdel af køletårnene, hvorefter det pumpes op over den anden halvdel for yderligere afkøling i trin 2.
Fordelen ved 2-trinskøling er, at udetemperaturen blot behøver at komme ned på 6-7°C før køletårnsanlægget kan levere kølevand ved 10°C, hvor udetemperaturen med det traditionelle køletårnsanlæg skulle helt ned under frysepunktet.
Det er hér gevinsten ligger, da muligheden for at fremstille 10°C kølevand ved højere udetemperaturer betyder, at der årligt flyttes 2500-3000 driftstimer fra ammoniakkøleanlægget med lav energieffektivitet til køletårnsanlægget med høj energieffektivitet.
CO2-reduktion
Udover at spare penge, så sparer Novo Nordisk miljøet for ca. 4200 tons CO2 per år fra kulbaseret elkraft. Det har været en stor drivkraft for Novo Nordisk, der som den første danske virksomhed har indgået en aftale med Verdensnaturfonden (WWF) om frivilligt at reducere virksomhedens udledning af CO2.
For COWI er projektet et af de største energispareprojekter nogensinde. COWI har været totalrådgiver og haft ansvar for hele processen fra at finde og udvikle energispareprojektet til at projektere og føre tilsyn med opførelsen af anlægget.