Når kommuner, regioner og trafikselskaber går med drømme om at fremme den kollektive bustrafik, er der hjælp at hente i Trafikstyrelsens fremkommelighedspulje. COWI kan bl.a. byde ind med rådgivning om konkrete projekter og hjælp til at skrive ansøgninger til puljen.
Det særlige ved COWIs tilgang er, at vi indregner driftsøkonomi på en måde, som gør det synligt for vores kunder, at investeringer i fremkommelighed betaler sig på sigt, fordi de kan medføre en ikke uvæsentlig driftsbesparelse.
Busserne kommer hurtigere frem, hvis man indtænker fremkommelighed. Og højere hastighed og flere busafgange fører til flere passagerer, som igen sikrer flere indtægter og dermed muligheden for et større busudbud. Og så er det naturligvis vigtigt at tænke på konsekvenserne for biltrafikken og de bløde trafikanter.
Projektarbejde på alle niveauer
COWIs projektarbejde foregår på alle niveauer fra analyse til forprojekt, skitse- og detailniveau og skal anskueliggøre, hvor der er gevinster at hente for den kollektive trafik. Hvis brugerne eller andre interessenter skal inddrages, hjælper vi med det, ligesom vi kan udforme kommunikationsplaner for processen.
Typisk vil COWI indledningsvis analysere hastigheden på en række buslinjer. På den baggrund er det muligt at identificere lokaliteter eller strækninger med særligt lav hastighed. Det er ofte store trafikveje, vejkryds eller i bymidten, hvor mange mennesker og køretøjer mødes.
Efter den indledende analyse gennemføres en besigtigelse gerne med trafikselskabet, busentreprenøren eller andre interessenter for konkret at undersøge de trafiktunge områder og lægge grunden til det fortsatte arbejde.
Sammen med trafikselskabet er det derefter muligt, bl.a. ved hjælp af cost-benefit-analyser, at sammensætte en prioriteret rækkefølge for projekter i de områder, som kommunen ønsker at arbejde videre med. Og dernæst er projekterne klar til at blive sat i gang.
Hvis der skal lokkes flere passagerer til, er det også vigtigt, at kommunerne kan tilbyde ordentlige ventefaciliteter ved stoppesteder, med f.eks. bænke, cykelparkering og læmuligheder – det er alle sammen elementer, der styrker den kollektive trafik.
Fremkommelighedspuljen Fremkommelighedspuljen er et resultat af regeringens grønne trafikforlig fra 2009, som giver trafikselskaber, kommuner og regioner mulighed for at søge midler til signalregulering, busbaner eller andet til at forbedre bustrafikken og gøre den mere konkurrencedygtig og attraktiv.
Til de konkrete ansøgninger byder Trafikstyrelsen ind med 50 procent af finansieringen. Desuden tilbyder Trafikstyrelsen økonomisk støtte til udviklingen af den kollektive trafik gennem den såkaldte passagerpulje, som primært handler om information til passagerer, samt bistand til forbedring af stationer o.l.
Der er afsat 1 mia. kroner til fremkommelighedsprojekter i perioden 2009-2013.