Det er en sejlivet myte, at grønne løsninger ikke kan betale sig, og at økonomien dermed er en af barriererne for at nå frem til et samfund, der har gjort sig uafhængig af kul, olie og gas.
Det siger formand for den grønne tænketank CONCITO Martin Lidegaard, der er overbevist om, at der for rådgiverbranchen derfor ligger et stort forretningspotentiale og venter inden for klimaløsninger og grøn teknologi.
"Der er ingen tvivl om, at markedet for rådgivning om grønne løsninger – der omfatter alt fra energibesparelser og vedvarende energi til ændringer i adfærd – vil eksplodere i de kommende år. Det skyldes, at virksomheder og den offentlige sektor ikke kan undgå at blive mødt med krav om at nedsætte deres udslip af drivhusgasser og tilpasse sig klimaforandringerne," siger Martin Lidegaard.
Martin Lidegaard, der for nylig holdt oplæg i COWI om netop forretningspotentialet inden for grøn teknologi, mener, at de rådgivere, der formår at indtænke hele værdikæden – vareindkøb, produktion, human ressource og transport – bliver markedsledende.
I tråd med COWIs klimastrategiMartin Lidegaards udmelding ligger helt i tråd med COWIs klimastrategi.
”Uanset om man tror på klimaforandring eller ej, fungerer den gældende klimadagsorden som katalysator for innovation og produktivitet i alle sektorer. Frem for at vente har COWI valgt at gå foran. Og den vigtigste prioritet er, at klimadagsordenen skal bidrage til at skaffe os nye opgaver - også på vores traditionelle markeder - og forhåbentligt nok at lave for alle forretningsenheder i organisationen," siger udviklingsdirektør i COWI Stig P. Christensen.
Stor interesse for klima Den afmatning omkring klimaet efter det mislykkede klimatopmøde COP15, som man kan spore hos medier og politikere, findes netop kun hos medier og politikere, mener Martin Lidegaard.
"Det pibler frem med initiativer fra både store og små aktører. En af verdens største virksomheder, målt på omsætning, detailhandelskæden Wal-Mart, har stillet krav til alle sine leverandører om, at deres produkter skal ligge 25 procent bedre end den gennemsnitlige. Og flere mindre virksomheder i Danmark har besluttet sig for at være bæredygtige i alle led."
Lovgivning skal motivere til individuelt ansvar For Martin Lidegaard skal lovgivningen i endnu højre grad motivere til adfærdsændringer.
"Vi skal alle sammen tage et individuelt ansvar for at passe på klimaet. Men politikerne skal sætte rammer for vores adfærd, sådan at det bliver hundedyrt at gøre det forkerte og let og praktisk at gøre det rigtige. "
Læs hele interviewet med Martin Lidegaard (pdf)
Af Kathrine Schmeichel
Publiceret: 01.07.2010