Hjem / Skip Navigation LinksAktuelle temaer / Klima / Interviews med klimaeksperter / Professor: oplagring af CO2 er nødvendigt

Professor: oplagring af CO2 er nødvendigt 

Det blive nødvendigt at lagre CO2 fra bl.a. kulfyrede kraftværker, hvis klimaforandringerne skal bremses. Det siger den hollandske professor Wim C. Turkenburg, der medgiver, at metoden endnu er dyr og energikrævende.

Hvis vi skal undgå, at de globale klimaforandringer ender i en katastrofe for menneskeheden, skal vi gøre tre ting: Mindske energiforbruget gennem effektiviseringer, øge andelen af vedvarende energi og grave CO2 fra konventionelle kraftværker, raffinaderier og kemisk industri ned i undergrunden – også kaldet CCS, Carbon Capture and Storage.

Det mener professor Wim C. Turkenburg, der bl.a. leder afdelingen for videnskab, teknologi, og samfund på Utrecht Universitet i Holland, og som er blandt pionererne inden for CCS-teknologien.

Wim C. Turkenburg ledede en workshop om CCS på den videnskabelige klimakongres i København i marts 2009.

CCS som overgangsteknologi

Ifølge Turkenburg er der endnu et stykke vej at gå, før CCS-teknologien er "pålidelig, sikker og rentabel" nok.

"Selv om vi har mange gode erfaringer med teknologien verden over, mangler vi stadig at se, hvordan den fungerer i større skala i forbindelse med kraftværker, der anvender kul, olie eller gas," siger Wim C. Turkenburg.

Han mener, at det er urealistisk at tro, at verden bliver fri for afbrænding af fossile brændstoffer foreløbig:

"Da vedvarende energi ikke er konkurrencedygtig endnu, vil det være meget svært at få lande, som har kul, olie og gas i undergrunden - som f.eks. Kina, Indien og Rusland - til ikke at udnytte disse ressourcer."

"Men jordens klima kan simpelthen ikke bære, at vi fortsat udleder så meget CO2, hvorfor vi ikke kan komme uden om at bruge CCS som en overgangsteknologi til, at den vedvarende energi er mere udviklet."

På grundlag af en vurdering fra FN's klimapanel, IPCC, mener han, at CCS-teknologien vil kunne reducere det samlede CO2-udslip med 15-55 procent.

Læs baggrundsinterviewet med Wim C. Turkenburg (pdf)

Af Kathrine Schmeichel
Publiceret: 15.05.2009

Blå bog: Wim C. Turkenb 

Wim C. Turkenburg, 62 år, professor og leder af afdelingen Science, Technology and Society på Utrecht Universitet, hvor han også er direktør for the Copernicus Institute for Sustainable Development and Innovation.

Blandt mange aktiviteter er han medlem af Energy Research Centre of the Netherlands, the Executive Committee of the Global Energy Assessment og næstformand for det hollandske forskningsprojekt 'CO2 Capture, Transport and Storage'.

Desuden er han forfatter til artikler og publikationer om bl.a. energisystemer, vedvarende energi og klimaforandringer og har deltaget i nationale og internationale arbejdsgrupper i bl.a. World Energy Council og FN's klimapanel, IPCC.

SIDST OPDATERET: 02.04.2012