Hjem / Skip Navigation LinksAktuelle temaer / Klima / Interviews med klimaeksperter / Smeltende polaris vil måske tippe klimaet

Smeltende polaris vil måske tippe klimaet 

Foto: Ulrik Jantzen
"Jo mere vi gør nu, jo mindre vil skaderne blive. Men vi ser allerede alvorlige klimaforandringer," siger Matthew England og Tim Lenton (th).
CO2-udslippet skal reduceres med mindst 25 procent i 2020 og mindst 80 procent i 2050, siger de to klimaforskere Matthew England og Tim Lenton. Ellers vil smeltet polaris måske tippe klimaet.
Hvis ikke CO2-udslippet reduceres med minimum 25 procent i 2020 og mindst 80 procent i 2050, vil afsmeltning af isen i Grønland og på Sydpolen kunne tippe klimabalancen med fatale konsekvenser.

Det siger de to professorer Matthew England fra Climate Change Research Centre på University of New South Wales i Australien og Tim Lenton fra School of Envirommental Sciences på University of East Anglia i Storbritannien.

Sammen ledede de en workshop om såkaldte tipping points ved den videnskabelige klimakongres i København i marts 2009.

Ifølge Matthew England har den vestlige del af Sydpolen – også kaldet Vestantarktis – inden for de sidste 30 år haft de hurtigst stigende temperaturer på kloden. Som følge af den øgede opvarmning er polarisen begyndt at rutsje i havet.
Begge forskere mener, at FN's Klimapanel, IPCC, i sin rapport fra 2007 har undervurderet havstigningerne i 2100.

"Havet stiger 50 procent hurtigere end de modeller, vi brugte for fem år siden. Derfor vil det i 2100 blive svært at holde en global havstigning på under en meter. Nogle videnskabsmænd mener endda, at havet vil stige med to meter i dette århundrede. Det er meget skræmmende!," siger Tim Lenton.

Læs baggrundsinterviewet med Matthew England og Tim Lenton (pdf)

Af Kathrine Schmeichel  
Publiceret: 15.04.2009

Blå bog: England & Lenton 

Matthew EnglandMatthew England, 42 år, australsk oceanograf og klimaforsker, der i 2006 blev udnævnt som professor på Climate Change Research Centre i New South Wales, hvor han også er meddirektør. Han er bl.a. med til at lede Southern Ocean Panel i den internationale forskerorganisation CLIVAR og bidragsyder til rapporter for FN's Klimapanel, IPCC. I 2005 fik han Australian Research Council Federation Fellowship, som er det største forskningsstipendium i Australien. 

Tim LentonTim Lenton, 35 år, professor i Earth System Science på University of East Anglia i Storbritannien, hvor han arbejder på School of Environmental Sciences. Hans forskning omfatter, hvordan livet har forandret sig siden dannelsen af jorden for 3,8 milliarder år siden op til i dag med særligt fokus på feedback-mekanismer. Han har bl.a. i samarbejde med James Lovelock været med til at udvikle den såkaldte Gaia-teori, der handler om jordens selvregulerende system. I 2008 modtog han Times Higher Education Award for Research Project of the Year for sit arbejde med tipping points i klimaet.

SIDST OPDATERET: 02.03.2012