Ud over at der mangler rent drikkevand, er der også store udfordringer på det forvaltningsmæssige område for at bremse det stigende vandforbrug.
Forbrug af mere og mere vandVandkrisen truer både landets økonomi og befolkningens sundhed. For at få assistance til at løse problemerne har de kinesiske myndigheder indgået et samarbejde med EU om at forvalte vandet i landets to største floder, Yangtze og Den Gule Flod. Samarbejdet skal munde ud i en bæredygtig forvaltning og brug af floderne.
COWI er med i det konsortium, der på vegne af EU assisterer Kina med opgaven.
”Krisen udspringer af landets hurtigvoksende økonomi. Industri, landbrug og husholdninger bruger mere og mere vand, og når det brugte vand ledes ud igen, indeholder det ofte miljøfarlige stoffer fra både industri og landbrug,“ fortæller projektleder i COWI Lars Skov Andersen.
De sidste to år har han arbejdet på projektet EU-China River Basin Management Programme, hvor han koordinerer EU-samarbejdet med Yangtze Kommissionen, der er en decentral afdeling af det kinesiske vandministerium. Vi besøger ham på kontoret i Wuhan tæt ved Yangtzefloden.
Stigende fokus på miljø”Kineserne er særligt interesserede i, hvordan vi arbejder med EU's vandrammedirektiv. Da næsten alle vandressourceprojekter, som cowi har beskæftiget sig med de seneste ti år, er bundet op på direktivet, har vi mange erfaringer at give videre. Mit hovedformål er at hjælpe kineserne med at forvalte vandet bedre og forbedre vandkvaliteten. I sidste ende skal vandet i Yangtze være så rent, at det uden risiko kan bruges som drikkevand,” siger projektleder Lars Skov Andersen.
Af Christina Tækker
Publiceret: 15.06.2010