Hjem / Skip Navigation LinksAktuelle temaer / Due diligence / Due diligence - tryghed for både køber og sælger

Tryghed for både køber og sælger 

Foto: Creative Rights
Due diligence kortlægger risici ved investeringer i jord eller virksomheder.
Det er ikke kun prisen, der er interessant, når kapitalfonde, investeringsfonde og industrien opkøber jord eller virksomheder. Det er også vigtigt at få identificeret risici ved handlen.

Står man over for at købe et hus, vil man blive præsenteret for en tilstandsrapport, der skal sikre, at man ikke køber katten i sækken - eller i hvert fald er klar over, hvilke fejl og mangler der senere kan komme til at koste penge.

På samme måde har kapitalfonde, investeringsfonde og industrien brug for at kende risici, når de investerer i jord eller virksomheder. Og det sker ved hjælp af due diligence-rapporter.

Sikker investering

Laila Stub, projektchef i COWI, forklarer:

”Due diligence er en pakke af dokumenter, der skal give et overblik over, hvorvidt det er en sikker investering eller ej."

"Er der f.eks. tale om forurening på den ejendom, som kunden ønsker at købe eller sælge? Og hvem har ansvaret for at fjerne forureningen, hvad siger landets love, og hvad vil det i værste fald kunne koste køber eller sælger?"

”Men det kan også være arbejdsmiljøet, der er under lup. Lever virksomheden op til arbejdsmiljøloven i det pågældende land? Det kan f.eks. koste store økonomiske summer, hvis en medarbejder får en arbejdsskade, fordi loven ikke er overholdt. Og hvem har så forsikringsansvaret?"

Ud over at rådgive kunden, så den finansielle risiko kan reduceres, er det også et krav fra banken, der skal udstede lånene, at risikofaktorerne er kendt.

Due diligence for både sælger og køber

Det er dog ikke kun køber, der får udarbejdet due diligence-rapporter. Tendensen er, at flere og flere sælgere melder sig som kunder.

Due diligence omkring salg foregår ofte inden for en længere tidsperiode end ved køb.

”Når man foretager due diligence for en sælger - f.eks. af en virksomhed - vil der ofte være mere tid til processen end for en køber, der typisk opererer inden for en kortere deadline," siger Laila Stub og fortsætter:

"For sælgeren betyder det bl.a., at man kan nå at handle på nogle af de ting, som evt. strider imod lovgivningen, inden virksomheden eller grunden sættes til salg."

Af Gitte Roe Eriksen
Publiceret: 20.12.2007

 

Due diligence 

Direkte oversat betyder due diligence "rettidig omhu". Når en rådgivningsvirksomhed som COWI foretager due diligence betyder det, at miljømæssige og tekniske forhold bliver grundigt gennemgået, før virksomheder eller ejendomme bliver handlet.

SIDST OPDATERET: 08.11.2011