Fordele ved 3D-modellering
3D-modelleringen har flere fordele i forhold til traditionelle projekteringsmetoder, mener seniorfagleder i COWI Lars Frendrup Jensen. Ikke mindst når der skal ændres på projektet.
"Fordelen ved 3D er, at det kun kræver en enkelt ændring i modellen for at ændre alle tilhørende tegninger på computeren frem for at rette hver enkelt detalje i en printudgave. Det har vi særligt behov for, når vi undersøger pladsforhold, funktionalitet, interferenser og materialemængder for alle rørsystemerne. Derudover er 3D et kolossalt kommunikationsværktøj. Billeder kommunikerer bedre end ord, når man skal tale på tværs af flere faggrupper," siger Lars Frendrup Jensen.
Nødvendig modernisering
Opgaven omfatter konceptlayout, rør- og statiske beregninger. Derudover er der behov for at fastlægge tracéet, hvor rørene ligger i forhold til hinanden i de tre skakte mellem Amagerværket og det indre København samt i de mellemliggende tunneler.
Tunnelen er en nødvendig modernisering af dampproduktionen, hvor Energi E2 flytter en del af produktionen fra H.C. Ørstedsværket og Svanemøllen til Amagerværket.
Moderniseringen skyldes, at en del af de gamle produktions-anlæg for damp er blevet for gamle og har høje drifts- og vedligeholdsudgifter. Projektet forventes færdigt i 2009.
Af Christina Tækker
Publiceret: 23.06.2006