Ved at visualisere den mulige letbane langs Ring 3 i København kan man tage med på en køretur.
Den virtuelle tur med letbanen stopper i Lyngby, Gladsaxe, Herlev og Glostrup, men projektet giver mulighed for mange flere stoppesteder, hvis banen en dag bliver en realitet.
”Det primære mål med 3D-modellen var at give politikere og borgere en mulighed for visuelt at se hvordan letbanen ville komme til at se ud, når toget kommer kørende. Visualiseringen illustrerer også, hvordan den øvrige trafik afvikles, og hvordan banen indpasses i det eksisterende byrum,” forklarer projektleder Leif Jørgensen, COWI, der står bag projektet.
Som i virkelighedens verden
Trafikken i 3D-modellen er baseret på simuleringer i programmet VISSIM. Trafikmodellen er brugt til at simulere den beregnede fremtidige trafiksituation.
Modellen indeholder fremtidige køreplaner for letbanen og busserne samt lyssignalreguleringer, vigepligtsforhold mm. Det vil sige, at den samlede trafik afvikles som i virkelighedens verden lige fra cyklister til busser og biler.
Luftfotos og laserscanninger
Trafikmodellen er lagt ind i en 3D-model opbygget efter luftfotos og laserscanninger fra fly, og yderligere detaljeret med husfacader baseret på fotooptagelser i marken.
Dette har givet en model, der er let at genkende for beslutningstagere og borgere, og hvor letbanen kan ses køre både i oversigtsbilleder og fra øjenhøjde.
På udstilling
Sidste år sendte Københavns Amt den virtuelle tur med letbanen på en vandreudstilling i de involverede kommuner. Her kunne borgerne få mulighed for at hoppe ombord og køre med via en planskærm på udstillingsstedet. Turen kan stadig køres fra Københavns Amts hjemmeside www.kbhamt.dk.
”Med visualiseringen har vi tydeligere kunne vise, hvad der vil ske i områderne. Og det har til gengæld gjort det lettere for politikere og andre myndigheder at træffe en beslutning omkring letbanen,” siger Leif Jørgensen.
Københavns Amt gennemfører i øjeblikket en dialog om letbanen og byudviklingsmulighederne med de involverede kommuner. Samtidig undersøger amtet og Trafikministeriet, hvordan letbanen kan betales.
Af Gitte Roe Eriksen
Publiceret: 13.03.2006