Hjem / Skip Navigation LinksAktuelle temaer / Temaarkiv / Megatrend: Energi / "Danmark har brug for et nyt vindmølleeventyr"

"Danmark har brug for et nyt vindmølle-eventyr" 

Foto: Anne Mette Edeltoft
Hvis ikke Danmark gør en indsats for at promovere sine erfaringer med vedvarende energi, sakker vi bagud, mener energichef i COWI.  Direktør i Energistyrelsen mener dog, at vindmøller stadig har et stort vækstpotentiale.

Danmark er i front, når det handler om vedvarende energi.

Vi står for mere end 30 procent af verdensmarkedet for vindmøller. Vedvarende energi bidrager med en fjerdedel af den indenlandske elproduktion. Og næsten halvdelen af al fjernvarmeproduktion er baseret på biomasse.

Bagud af dansen

Alligevel mener Else Bernsen, projektchef i energi hos COWI, at Danmark er ”ved at gå bagud af dansen”:

”Danmark har brug for et nyt vindmølle-eventyr. Vi har hvilet for længe på laurbærrene – måske på grund af, at vi var i front og samtidig det eneste land i EU med en olieeksport. Men vi er ved at sakke bagud i forhold til f.eks. Tyskland og USA. Så hvorfor ikke markedsføre det, vi er gode til? Nemlig at effektivisere energi – få mest ud af brændslet og få forskellige energiformer til at spille sammen.”

Her tænker Else Bernsen især på den udbyggede kraftvarme, der findes i Danmark, hvor 80 procent af al fjernvarmeproduktion stammer fra kraftvarmeværker, der også kan producere el, og som har en meget høj udnyttelsesgrad.

Stigende fokus på vedvarende energi

Inden for de seneste år er der i store dele af verden kommet fokus på vedvarende energi, hvilket bl.a. skyldes stigende oliepriser, en usikker olieforsyningssituation og krav om CO2-reduktion på grund af klimaforandringer.

EU har netop vedtaget, at 20 procent af det samlede energiforbrug i de 27 medlemslande skal være dækket af vedvarende energi i 2020 mod kun 6 procent i dag.

I Danmark er andelen af vedvarende energi oppe på 15 procent. Regeringens mål er mindst en fordobling i 2025.

Eksportpotentiale for fjernvarme-teknologi

Anders Stouge, branchedirektør i Energi Industrien under Dansk Industri er enig i, at der for Danmark ligger et væsentligt eksportpotentiale, når det gælder fjernvarme:

”Vi har slet ikke været gode nok til at gøre os gældende på fjernvarmeområdet, hvor vi nærmest er usynlige.”

Han mener, at især Østeuropa udgør et stort marked for fjernvarmeteknologi.

”Ifølge Det Internationale Energiagentur, IEA, ville man ved at renovere og effektivisere det nuværende fjernvarmenet i Østeuropa kunne opnå en årlig besparelse, der svarer til hele Tysklands årlige forbrug af naturgas.”

Vindmølleeventyret er ikke slut

Hans Jørgen Koch, international direktør i Energistyrelsen, mener ikke, at det danske vindmølle-eventyr er slut endnu:

”Der er fortsat behov for forskning, udvikling og demonstration i forbindelse med de nye megamøller. Og så befinder 90 procent af vindmøllekapaciteten sig kun i fem lande - bl.a. Danmark og USA. Men der er et stort marked i mange andre lande.”

Af Kathrine Schmeichel
Publiceret: 30.03.2007

SIDST OPDATERET: 17.01.2012