Hjem / Skip Navigation LinksAktuelle temaer / Temaarkiv / Megatrend: Energi / Ny facade til gammel industribygning

Ny facade til gammel industribygning 

Foto: Morten Larsen
Der kan opnåes store besparelser ved at renovere eksisterende byggeri -  her en gammel industribygning.
En tidligere industribygning fra 60’erne har fået ny facade og lever dermed op til nutidens energikrav. Flere industribygninger bliver facaderenoveret for at spare på elregningen.

En årlig besparelse på 150.000 kr. på varmeregningen. Det er, hvad man forventer efter en gennemgående energirenovering af en gammel industribygning fra 60’erne.

Bygningen, der ejes af DADES - et moderselskab for ejendomsadministratoren DATEA - er en af de første bygninger herhjemme, der er renoveret, efter at skærpede energikrav trådte i kraft i begyndelsen af 2006.

Store besparelser i gamle bygninger

For at reducere energiforbruget med mindst 25 pct. har der hidtil mest været fokus på at spare på energiforbruget i nybyggede huse - f.eks. gennem energioptimerede facader og naturlige ventilationssystemer.

Men de helt store besparelser ligger i den eksisterende bygningsmasse, der ifølge lovgivningen nu også skal energioptimeres, hvis renovering af en bygning omfatter mere end 25 pct. af tag og facade - eller hvis renoveringen beløber sig til mere end 25 pct. af bygningens værdi.

Kæmpe potentiale

"De fremtidige energirenoveringer af gamle huse er ikke bare glasur. Der er et kæmpe potentiale for besparelser ved at isolere facader. Specielt bygninger, der er bygget før 1960, har et højt energiforbrug. De er bygget efter datidens bygningsreglement, hvor der stort set ikke var krav om at isolere," fortæller udviklingschef i COWI Michael Nielsen. 

Energirenoveringen for DADES er foregået i samarbejde med arkitekter fra Dissing+Weitling og DATEA Projekt. Mens arkitekterne har fokuseret på at få en smuk facade, har rådgiverne haft ansvar for, at bygningen levede op til de gældende energikrav og anbefalinger til indeklima. 

Facade fungerer som ny bagvæg

Den gamle, gule murstensfacade er i dag isoleret og klædt i brunt aluminium. Taget er efterisoleret, og vinduerne har fået indbygget lavenergiglas. Derudover har bygningen fået ny indretning - bl.a. er skillevægge pillet ned. Et nyt køle- og ventilationsanlæg sørger for, at temperaturer og luftkvalitet er i top.

"Vi har sat arbejdet i gang for at opgradere bygningen ikke blot æstetisk, men også lejemæssigt. Renoveringen betyder, at vi får en god sund ejendom, som vi kan bruge fornuftigt fremover," siger Tage Holck, projektchef i DATEA's tekniske afdeling. 

Af Christina Tækker
Publiceret: 30.03.2007

SIDST OPDATERET: 16.01.2012