Hjem / Skip Navigation LinksAktuelle temaer / Temaarkiv / Megatrend: Energi / Saltproducent sparer penge ved at gå fra gas til træflis

Saltproducent sparer penge ved at gå fra gas til træflis 

Foto: COWI

Flis-huggeren 'æder' sig gennem skoven og tager alle fældede eller væltede træstammer ind i sit gab og omdanner dem til flis. Både fjernvarme- og kraftvarmeværker kan bruge flis som brændsel.

Saltproducenten Akzo Nobel Salt A/S ved Mariager kan forbedre brændselsøkonomien væsentligt ved at anvende træflis frem for naturgas til indvinding af salt. Desuden skånes miljøet ved mindre CO2-udledning.

Både miljøet og økonomien bliver vindere, når Akzo Nobel Salt A/S til sommer begynder at producere salt ved hjælp af træflis som brændsel.

Det viser et forstudie, som COWI har foretaget for saltproducenten, der er en del af den hollandske Akzo Nobel-koncern, og som i mere end 40 år har udvundet salt fra undergrunden ved Mariager Fjord, 20 km fra Hobro.

COWIs beregninger viser, at Akzo Nobel kan spare betydeligt på energiregningen ved at anvende træflis som brændsel i stedet for naturgas. Dertil kommer en væsentlig reduceret udledning af CO2.

Træflis dækker halvdelen af energibehovet

I første omgang vil Akzo Nobel dække ca. halvdelen af energibehovet ved at fyre med træflis, hvilket kræver, at der installeres en ny kedellinje.

Herefter vil dampproduktionen på i alt 50 ton i timen blive varetaget af både den eksisterende naturgasfyrede kedel og den nye træflisdrevne, der hver især har en kapacitet på knap 18 MW.

Stigende priser på naturgas er årsag til omlægning

Motivationen for at basere halvdelen af dampproduktionen på træflis er de stigende priser på naturgas - og de faldende på el. Akzo Nobel Salt har nemlig i forbindelse med dampproduktionen sideløbende kunnet levere 30 MW elektricitet til det offentlige elnet.

Denne kraftvarmeproduktion har imidlertid vist sig at være for sårbar på grund af de ustabile priser inden for energi, hvorfor virksomheden på grundlag af COWIs forstudie besluttede sig for delvist at overgå til vedvarende energi.

Beholder elproduktionsanlæg til bedre tider

I erkendelse af at priserne på el er meget svingende, at prisniveauet for naturgas eventuelt kan falde, og at det billigere træflis kan blive dyrere, har Akzo Nobel valgt at beholde sit naturgasdrevne anlæg til el- og dampproduktion.
Dermed har virksomheden mulighed for at genoptage levering til elnettet, hvis det atter skulle kunne betale sig.

Ud over at have udarbejdet førnævnte forstudie er COWI også rådgiver i forbindelse med etableringen af det nye anlæg.


Af Kathrine Schmeichel
Publiceret: 30.03.2007

SIDST OPDATERET: 18.01.2012