Stigende beskæftigelse især for unge
Fokus blev især rettet mod at få flere i arbejde, men også mod uddannelse og fritidsliv.
I sommeren 2007 kunne resultaterne gøres op. Beskæftigelsen er generelt steget markant i fire af de fem områder, især blandt de unge, og det har medvirket til at reducere kriminaliteten og øge beboernes tryghed.
COWI var proceskonsulent for 'Byer for Alle' og evaluerede projektet.
”Alt er ikke lykkedes, men der er sat en positiv udvikling af integrationen i gang. Der skal dog en langsigtet og målrettet indsats til, hvis resultaterne skal fastholdes og forbedres,” siger projektleder Claus C. Rebien, COWI.
Lokal indsats rykker
Fuldmægtig Inga Thaysen, Integrationsministeriet, mener, at de positive resultater af 'Byer for Alle' bl.a. hænger sammen med, at indsatsen tog udgangspunkt i en lokalt forankret indsats, som var målrettet og beslutningsdygtig.
”Det viste sig også at være væsentligt, at de offentlige og private kræfter i kommunerne arbejdede tæt sammen med ministeriet. Vi fulgte hele tiden tæt op på indsatsen i alle fem kommuner, og vi vil bruge samme metode, når vi fremover gennemfører andre integrationsprojekter i udsatte byområder,” siger Inga Thaysen.
Af Eva Isager
Publiceret: 05.11.2007