Hjem / Skip Navigation LinksAktuelle temaer / Temaarkiv / Flere udsatte i job / Mere plads til udsatte grupper på arbejdsmarkedet

Mere plads til udsatte grupper på arbejdsmarkedet 

Foto: Photodisc
Ifølge seniorprojektleder Helle Engelund indebærer den historisk lave ledighed "en paradokssituation", fordi de ledige ikke kan leve op til arbejdsmarkedets krav.
Der er historisk lav arbejdsløshed i Danmark, og det åbner for nye muligheder for at få udsatte grupper i arbejde. Samtidig vokser kravene til kvalifikationer for alle - også de ufaglærte.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) vil have indvandrerkvinder i arbejde. Beskæftigelsesministeriet og Arbejdsstyrelsen har søsat projektet 'Bro til arbejdsmarkedet', og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd efterlyser en mere aktiv beskæftigelses- og socialpolitik.

Disse initiativer kan tilskrives en historisk lav arbejdsløshed og dermed mangel på arbejdskraft.

Den høje beskæftigelse giver de svage grupper bedre muligheder for at få en tilknytning til arbejdsmarkedet. Bl.a. er mange flere kontanthjælpsmodtagere kommet i arbejde.

Fokus på ufaglærte

I flere undersøgelser har COWI sat fokus på de ufaglærtes muligheder og udfordringer på fremtidens arbejdsmarked. Tilsyneladende vokser kravene til kvalifikationer.

Ifølge seniorprojektleder i COWI, Helle Engelund, skal de ufaglærte som minimum have kendskab til branchen og arbejdets indhold. De skal også kunne læse og skrive dansk, overholde deadlines og være servicemindede, ligesom de skal kende til virksomhedens kultur og værdier.

Det er krav, som primært kun de mest ressourcestærke blandt de ufaglærte kan leve op til,” siger Helle Engelund og fortsætter:

"Der er altså risiko for en paradokssituation, hvor der er generel mangel på arbejdskraft , men ledige hænder, som ikke kan leve op til arbejdsmarkedets krav."

Politikere skal tænke langt

Ifølge Helle Engelund er der derfor behov for, at arbejdsgiverne både har fokus på at fastholde deres medarbejdere og på at rekruttere mere bredt end i dag.

Men det stiller også krav til politikernes måde at tænke på.

”Det er vigtigt, at kommunalpolitikerne har blik for det mere langsigtede perspektiv. Det kan godt være, at det koster en del penge her og nu at gøre de svageste grupper af ledige arbejdsmarkedsparate, men på længere sigt kan det vise sig at være en økonomisk gevinst for kommunen.”

Af Gitte Roe Eriksen
Publiceret: 05.11.2007

SIDST OPDATERET: 20.02.2012